EksDFer om unge ledige: Forkælede drukmåse

28. mar 2012
I et læserbrev i dagens udgave af Politiken langer Colette Brix ud efter de unge. Ifølge den tidligere erhvervsordfører fra Dansk Folkeparti er det de unges egen skyld, at de ikke har et job.

Ledigheden blandt de 15 til 29-årige har i mere end to år ligget på omkring 50.000 personer.

Det er der ifølge Colette Brix, der indtil valget sidste år var erhvervsordfører for DF før folketingsvalget, en god grund til.

"Det kan da ikke undre nogen, at de unge har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet," skriver hun i et læserbrev i dagens udgave af Politiken og uddyber:

"Mange af dem drikker hjernen ud torsdag, fredag og lørdag, så det er jo klart, at man mandag har ond i kysen og mavetøjet."

Formanden i Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU) er rystet over de verbale lussinger, den tidligere DF'er langer ud i avisspalterne.

"Det er usmageligt, at Colette Brix forsimpler debatten på den måde. De unge har gjort, hvad de har fået besked på nemlig at tage en uddannelse. Problemet er, at der ingen ledige job er. Det er ikke de unges egen skyld," siger Peter Hummelgaard Thomsen fra DSU.

Et spark bagi

61-årige Colette Brix er formand for DESA, der er en brancheorganisation for små og mindre virksomheder. Hun mener, at dagens unge trænger til 'et ordentligt spark i bagdelen'.

"Alt det klynkeri er ikke til at holde ud at høre på og så, at de skal sørge for at få ansættelse i virksomheder, der er dækket af overenskomster, det er det rene bavl," skriver Colette Brix.

[pagebreak]

En svada, der bekymrer den socialdemokratiske ungdomspolitiker:

"Det er skræmmende, at en talsmand for små og mindre selvstændige, ikke tager ledigheden blandt de unge alvorligt. Mener Colette Brix, at de unge ledige skal finde sig i at gå til 10 kroner i timen, eller i at sikkerheden på deres arbejdsplads ikke er høj nok bare for at få et job?" spørger Peter Hummelgaard Thomsen.

Da Colette Brix sad i Folketinget, var det hendes mærkesag at kæmpe for bedre vilkår for små selvstændige erhvervsdrivende. Hun blev dog ikke genvalgt og valgte at forlade Dansk Folkeparti i protest.

Dengang lød hendes forklaring sådan her:

"Jeg må jo nok erkende, at det er en profil, som Dansk Folkeparti ikke ønsker at satse på. Jeg følte mig isoleret i løbet af valgkampen, og jeg fik ikke de vælgermøder, jeg plejede."

'Stop klynkeriet'

Colette Brix er uddannet kosmetolog og driver selv en række hudplejeklinikker på Sjælland. Den kvindelige arbejdsgiver runder sit læserbrev af med en afskedssalut til unge ledige:

"Gør din pligt, for det er et laaangt arbejdsliv uden klynk."

Peter Hummelgaard Thomsen afviser enhver snak om klynkeri. Han har kun latter til overs for den tidligere DF'er.

"Colette Brix burde forsøge at løse ledigheden blandt de unge i stedet for at beskylde dem for at klynke. At unge ledige er forkælede drukmåse, det er det mest skøre, jeg nogensinden har hørt," siger formanden for DSU.

skjultitel

Mange af dem drikker hjernen ud torsdag, fredag og lørdag, så det er jo klart, at man mandag har ondt i kysen og mavetøjet.


Colette Brix
tidligere MF'er for Dansk Folkeparti
og nuværende virksomhedsleder