Disse to mænd, Ali Mohamad Hamo (tv) og Farad Atounou (th), er efterlyst for drabsforsøg i Holstebro. Foto: Midt- Og Vestjyllands Politi/Ritzau Scanpix

Politi efterlyser mistænke efter drabsforsøg

4. maj 2020, 09:54
Politiet leder mandag fortsat efter to mænd efter knivoverfald i Holstebro. De mistænke menes at være i Ishøj.

Torsdag gik politiet ud med en offentlig efterlysning af to mænd, som mistænkes for drabsforsøg i Holstebro.

Mandag lyder meldingen fra Midt- og Vestjyllands Politi, at efterforskningen tyder på, at de to mistænkte lige nu gemmer sig i Ishøj.

De to efterlyste er den 20-årige Ali Mohamad Hamo, mens den anden er 22-årige Farad Atounou.

Ali Mohamed Hamo beskrives som 175-180 centimeter høj, mens Farad Atounou er 165-175 centimeter høj. De beskrives begge som almindelig af bygning. De har begge sort hår og mørk hud.

Har man oplysninger om, hvor de to befinder sig, bør man ringe til politiet på telefon 114 og ikke selv tage kontakt til dem.

De to mænd er efterlyst for et knivoverfald i Holstebro, der fandt sted lørdag 25. april om aftenen.

Under et sammenstød på Thorsvej blev to mænd stukket med kniv i henholdsvis låret og maven. De to ofre, der er 24 og 25 år, er uden for livsfare.

Torsdag morgen meldte tre mænd sig selv til politiet, og i et efterfølgende grundlovsforhør blev de varetægtsfængslet i fire uger.

De er sigtet for drabsforsøg, men dommeren mente, at der "kun" er begrundet mistanke om, at de er skyldige grov vold, skrev TV MidtVest.

Mændene erkender, at de var til stede, men nægter sig skyldige. Den ene kunne ifølge TV MidtVest dog erkende, at han i nødværge slog et af ofrene i baghovedet med en sten.

Ingen af mændene kærede afgørelsen til Vestre Landsret.

Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, da politiet stadig leder efter to navngivne mistænkte i sagen.

/ritzau/