Foto: Sydsjællands Politi

Efterlysning: Har du set Frederik?

13. feb, 13:17
Den 33-årige Frederik Dahl Hansen efterlyses af Sydsjællands Politi på det sociale medie Twitter.

Sydsjællands Politi leder med lys og lygte efter den 33-årige Frederik Dahl Hansen, der har været forsvundet i en måneds tid, fremgår det af et opslag på det sociale medie Twitter.  

- Både familien og politiet er bekymret for hans ve og vel. Det bunder i, at de ikke har hørt fra ham i den seneste måneds tid. Han har faktisk været forvundet i ret lang tid, men han har nogle psykiske udfordringer, som gør, at han ikke vil have kontakt med familien. Familien har faktisk holdt sig fra ham i en længere periode. Så har de forsøgt at genoptage kontakten med ham, siger politikommisær Mads Justesen og tilføjer:

- Det er i forbindelse med, at de har forsøgt at genoptage kontakten med ham, at de har undret sig over, at der ikke har været nogen aktivitet omkring ham overhovedet. Så går man så til politiet. Vi har selvfølgelig efterforsket i sagen. Og med hensyn til bankoplysninger har vi gennemgået hans bankkonti. Fordi vi har gennemgået hans bankkonti, har vi også haft en oprigtig bekymring for ham. Derfor har vi valgt at gå i medierne. 

Kan I konstatere, at der ikke har været aktivitet på hans bankkonti?

- Der har ikke været normal aktivitet i hvert fald. Der har været en særdeles unormal aktivitet, siger kommisæren.  

Er i bange for, at der er sket en forbrydelse?

- Nej. Der er vi slet ikke henne. Det er simpelthen mangel på aktivitet på hans konti. I Danmark er det ikke gratis at leve. Nogle kan leve på en sten, men det er absolut ikke alle, som har den evne. De penge, der er blevet brugt på hans konti, i forbindelse med, at han har været forsvundet, er så forsvindende lidt, at man ikke kan opretholde en normal levestandard i Danmark på. Så har der været en rigtig, rigtig lang periode, hvor der ingen penge er brugt. Det er simpelthen derfor, at vi også er blevet bekymrede, siger Mads Justesen.    

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her