Røveri midt om natten: Hvem er disse mænd?

7. feb, 15:20
Mand blev truet med kniv til at hæve penge til røvere. Nu efterlyses de formodede gerningsmænd.

Opdateret tirsdag d. 11 februar klokken 12.43:  Nordjyllands Politi oplyser, at formodet gerningsmand A også er identificeret.

- Vi aflyser hermed efterlysningen. Vi takker offentligheden for hjælpen, skriver politikredsen i en pressemeddelelse. 

Opdateret klokken 18.18: Politiet oplyser, at der for kort tid siden er foretaget en anholdelse af én af de to mænd. 

Nordjyllands Politi efterlyser nu de formodede gerningsmænd til et røveri, der blev begået i Aalborg i december.

Røveriet skete den 14. december 2019 mellem kl. 03.19 og kl. 04.00 ved Danske Bank på Budolfi Plads i Aalborg.

LÆS OGSÅ: 3F advarer: Chefer truer ansatte til at droppe fagforeningen

De to formodede gerningsmænd havde kortvarigt slået følge med den forurettede, og da de nåede Budolfi Plads – umiddelbart ud fra hovedindgangen til Budolfi Kirke – blev den forurettede pludselig truet med en kniv.  

- Derpå gik de over og hævede 500 kr. i Danske Banks hæveautomat, hvorefter forurettede udlevede de 500 kr. til en af personerne, siger politikommissær Mikkel Brügmann.  

Politiet har siden røveriet efterforsket sagen, og man har efterfølgende været i stand til at fastslå, at de to formodede gerningsmænd fremgår af videoovervågning i Jomfru Ane Gade kl. 03.19. Derfor efterlyses de nu af Nordjyllands Politi.

LÆS OGSÅ: Arbejdstilsynet efter dødsulykke: Gartneri brød loven om arbejdsmiljø

Gerningsmændene beskrives som:  

A: mand, ca. 20 år, ca. 185 cm. høj, kort og mørkt hår, bar mørkeblå frakke med grå pelskrave, blå skjorte, grålige bukser, blå sko med lysebrun sål. 

B: mand, ca. 20 år, ca. 170 cm høj, kort mørkt hår, bar lyseblå skjorte, sorte bukser, hvide sko.

Politikommissær Mikkel Brügmann opfordrer til, at man straks henvender sig til Nordjyllands Politi, hvis man genkender personerne eller har andre oplysninger i sagen. 

- Ring til os på telefon 114. Vi sidder klar ved telefonerne, siger politikommissæren. 



Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her