Det var højsommer og ferietid, da 17-årige Emilie Meng forsvandt sporløst 10. juli 2016.

LÆS OGSÅ: Kendt læge dropper offentlig gabestok: Jeg ville skabe en debat

Og som resten af Danmark var politiet ramt af feriebemanding. Det kom til at have indflydelse på efterforskningen, fortæller bistandsadvokat for Emilie Mengs mor og stedfar, Mai-Britt Storm Thygesen til B.T.

I avisens podcast-serie "Emilie Meng mysteriet" siger Mai-Britt Storm Thygesen, at man har fået forklaret, at politikredsen var ramt af sommerferie.

- Der var ikke alle de ressourcer, der skulle være, og der var også et forholdsvist skiftende mandskab i forhold til, hvem der stod og havde førerhatten på. Det har både familien og jeg oplevet som et problem i forhold til de ting, der blev gjort og ikke gjort på det tidspunkt, siger Mai-Britt Storm Thygesen.

Den tidligere politi-ansatte Jan Jarlbæk vurderer overfor B.T., at omstændighederne "har haft en betydning".

- Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. For sådan nogle sager som dem her, de er bare svære, siger Jan Jarlbæk.

Emilie Meng blev 24. december 2016 fundet død ved Regnemarks Bakker tæt ved Borup.