Foto: Aarsleff A/S

Byggegigant corona-tester flere hundrede ansatte

15. okt 2020, 13:45
En større gruppe østeuropæiske bygningsarbejdere blev i går konstateret smittet med coronavirus. Her til morgen blev flere hundrede østarbejdere og danske ansatte hos byggefirmaet Per Aarsleff A/S testet i København.

Den danske byggegigant Per Aarsleff har torsdag morgen valgt at coronateste flere hundrede af deres østeuropæiske og danske ansatte, inden arbejdsdagen begyndte.

Det bekræfter Per Aarsleff A/S overfor A4 Arbejdsliv. 

Testen af de mange byggearbejdere sker i kølvandet på, at der onsdag blev konstateret et stort udbrud af coronasmitte blandt østeuropæiske bygningsarbejdere, der bor på tre adresser på Midtsjælland. 

Ifølge Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Per Aarsleff A/S, sker testen af de mange byggearbejdere dog uafhængigt af smitteudbruddet på Midtsjælland. 

- Vores byggepladser fik for cirka 14 dage siden tilbudt, at de kunne få coronatestet medarbejderne – udenlandske såvel som danske – og det er der indtil videre to byggepladser, der har takket ja til, skriver Jesper Kristian Jacobsen i et mailsvar til A4 Arbejdsliv. 

- Vi har indført omfattende coronarestriktioner på både kontorer og byggepladser, og tilbuddet om udførelse af tests er en del af disse, tilføjer direktøren. 

Bor i skurbyer

Op mod 200 af Per Aarsleffs østeuropæiske ansatte er indkvarteret i en større skurby ved Otto Busses Vej på Vesterbro, mens et ukendt antal bor under lignende forhold på Ugandavej i Kastrup.

De østeuropæiske ansatte arbejder til dagligt på flere store byggepladser i København - herunder byggeriet af Danske Banks nye hovedsæde ved Hovedbanegården. 

Ifølge A4 Arbejdslivs oplysninger har flere af de ansatte fra Per Aarsleff A/S haft kontakt med østarbejdere fra de adresser på Midtsjælland, hvor der i de seneste dage er konstateret et stort udbrud af coronavirus.

De smittede bygningsarbejdere fra husene på Midtsjælland er alle ansat i det polske firma Budomex, og arbejder ligeledes på en række større byggepladser i København. 

Per Aarsleff A/S fortæller til A4 Arbejdsliv, at virksomheden ikke samarbejder med Budomex om "igangværende projekter". 

Ansatte nervøse 

A4 Arbejdsliv har været i kontakt med Pawel, der til dagligt bor i skurbyen på Otto Busses Vej.

Han fortæller, at det store virusudbrud blandt bygningsarbejderne på Midtsjælland har gjort ham og flere af hans kolleger nervøse.

- Derfor er det også godt, at firmaet nu vælger at teste os, så vi kan komme videre, og der kan blive taget hånd om det, hvis der er nogen, der er syge, siger Pawel. 

De byggeansatte i lejren bor sammen to og to på små værelser på mellem otte og ti kvadratmeter.

Derfor er Pawel også bekymret for, hvad der sker, hvis coronasmitten breder sig blandt ham og hans kolleger. 

- Hvis der er en af os, der har det, så tror jeg, at det kan sprede sig meget hurtigt. Vi bor meget tæt, og går op og ned ad hinanden hver dag. Det er ikke så godt, siger Pawel.