Tæt på verden: Efter sidste valg myrdede folk hinanden

13. feb 2013, 12:52
TVdebat mellem præsidentkandidater tager dødsensfarligt emne op. Ved sidste præsidentvalg døde mange i politisk uro.

Etnicitet stod højt på dagsordenen i mandagens debat mellem Kenyas præsident kandidater. Store dele af den kenyanske befolkning ønsker at se en fra deres egen stamme på præsidentposten.

Hvilken stamme, du er fra, har stor betydning i Kenya, ikke mindst når en ny præsident skal vælges. Dette bar mandagens debat mellem præsidentkandidaterne også præg af. Mange kenyanere tror nemlig, at kun en fra deres egen stamme vil kunne lede landet i deres favør.

Sidste præsidentvalg i 2007 affødte uroligheder og etniske kampe, der resulterede i død og ødelæggelse landet over.

Uroen og hævntogterne imod andre stammer, der blev set som allierede med den forkerte kandidat, medførte over 1.000 døde.

Kenya rigeste mand og præsidentkandidat er i den forbindelse anklaget for grusomheder og overgreb mod menneskeheden ved den internationale domstol i Haag, ICC.

Nepotisme

“Folk er usikre og tror fejlagtigt, at de kan kun avancere socialt og øknomisk, hvis en af deres egne har magten” siger Paul Muite, der er kandidat for partiet SAFINA, i debatten.

Derfor var “tribalism” også et af hovedemnerne i debatten. Hele vejen rundt blev der talt om lighed og fællesskab og om vigtigheden af at få fordelt landets ressourcer lige mellem alle grupper i befolkningen.

“Desperation får folk til at tro, at en person fra din egen etnicitet vil gøre det bedre” siger Martha Karua, der er kandidat for National Alliance of Rainbow Coalition, NARC Kenya.

At få talt åbent om etniske problemer var netop et af formålene med den offentlige debat, siger Wachira Waruru, formanden for styregruppen bag præsident debatten til VoiceOfAmerica.

Argument i valgkamp

“Politikere bruger ind imellem etniske parametre i deres kampagner målrettet deres støtter, og den menige kanyaner ender dermed med at vælge på baggrund af etnisk loyalitet,” siger Waruru og fortsætter:

“… ved at få politikerne til at komme til en offentlig platform og blive hørt foran hele Kenyas befolkning tale om emner ud over etnicitet, mener vi at kunne komme udenom etnicitet som et kampagneredskab.”

Kenya har i alt 42 etniske grupper. Kampe mellem dem er ikke et nyt problem i Kenya. Mange kenyaneres loyalitet ligger hos deres stamme og ikke nødvendigvis hos landet, skriver OpenDemocracy.

“Alle kenyanere er født lige. Grunden til at stammesamfund er et problem for os, er at ledere har brugt det tidligere til at marginalisere folk,” siger James Ole Kiyiapi kandidat fra Restore & Build Kenya, RBK.

Artiklen er skrevet af Dan Larsen og Kiki Hynding Hansen fra Verdensnyt.dk.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.