Efter reformen: 718 er kommet i minifleksjob

4. jun 2013, 14:35
Nye tal: 718 personer er kommet i såkaldt minifleksjob efter reform. Enhedslisten melder om en flot og lovende start. Fleksjobberne er skuffede.

Siden januar er 718 personer blevet ansat i et såkaldt minifleksjob på under ti timer om ugen.

Det viser den første opgørelse af den fleksjobbonus, der tilfalder virksomheder, som ansætter personer med stærkt nedsat arbejdsevne.

Tallet udgør derfor den første pejling på, om det lykkes at skabe de minifleksjob, der udgør en hjørnesten i regeringens reform af fleksjobordningen.

”Det er en flot start. Jeg var bange for, at der slet ikke ville være nogen virksomheder, der ville ansætte folk i minifleksjob,” siger Christian Juhl, arbejdsmarkedsordfører i Enhedslisten.

Også socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, glæder sig:

"Det er netop nogle af de her mennesker, der ikke fik en chance, før vi lavede reformen."

25.000 kroner for et halvt år

Opgørelsen er lavet af Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering. De 718 minifleksjob fordeler sig på 507 virksomheder.

Fleksjobbonus er en kontant belønning på 25.000 kroner til virksomheder, der ansætter personer med nedsat arbejdsevne i fleksjob på ti timer eller mindre om ugen.

Bonusordningen var en del af Enhedslisten betaling for at stemme for Finansloven 2013.

Støttepartiet frygtede, at virksomhederne ikke ville være interesserede i at ansætte personer helt ned til to timer om ugen, hvis ikke der fulgte en gulerod med.

”Jeg var skeptisk over, om arbejdsgiverne hoppede med på den vogn, så jeg er meget positivt overrasket. Selvfølgelig er det også en flot præmie. Men her mener jeg, at målet helliger midlet,” siger Christian Juhl.

Fleksjobbere: 718 bonusryttere er en skuffelse

I Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere, er begejstringen  imidlertid til at overse.

Ifølge formand Hans Dankert understreger de nye tal, at arbejdsgiverne ikke er særligt interesserede i minifleksjob.

”Det er en skuffelse. Det er så favorabel en ordning, at man måtte forvente, at flere havde brugt den. Når det ikke er tilfældet, er det et udtryk for, at det - selv med et betragteligt tilskud til arbejdsgiverne – er meget vanskeligt at få virksomhederne til at ansætte personer i de her minifleksjob, som regeringen har ønsket,” siger Hans Dankert.

Han finder det paradoksalt, at interessen for minifleksjob ikke er større, når en minifleksjobber praktisk talt er 'gratis' i det første stykke tid som følge af den nye ordning.

”718 personer er et meget lavt tal, det skal sættes i forhold til det samlede antal ledige fleksjobbere, det mig bekendt er steget betragteligt i den senere tid," siger Hans Dankert.

Omkring 55.000 danskere med nedsat arbejdsevne er ansat i fleksjob. I april var der 18.607 arbejdsløse, som er godkendt til fleksjob.

Fleksjobbonus

Fleksjobbonus er en bonus på 25.000 kroner til virksomheder, der ansætter personer med nedsat arbejdsevne i et fleksjob med en arbejdstid på 10 timer eller mindre om ugen i seks sammenhængende måneder.

Der er afsat penge til 1.320 fleksjobbonusser per år ifølge Finanslov 2013.