- Jeg ser det som et positivt signal om vilje til at finde aftalebaserede løsninger i samarbejde, siger Camilla Gregersen om den betalte frokostpause til Magisterbladet. Foto: Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Efter flere års kamp: Statsansatte får betalt frokostpause

4. dec 2019
Ansatte i staten har omsider fået afklaring på det sidste stridspunkt tilbage fra overenskomstforhandlinger i 2018.

En af de helt store hovedpiner fra forhandlingerne om de offentligt ansattes overenskomst i 2018 er endeligt blevet afklaret. Retten til betalt spisepause gælder alle overenskomstdækkede ansatte i staten. Det skriver Magisterbladet

Næsten to år efter at overenskomstforhandlingerne begyndte, er arbejdsgivere og de faglige organisationer på det offentlige område blevet enige om den betalte frokostpause.

LÆS OGSÅ: Disse faggrupper får mest ud af finansloven

Det er især ansatte på undervisningsinstitutioner, som traditionelt ikke har haft betalt frokost, som fra 1. januar 2020 kan se frem til at få løn, mens de sætter tænderne i madpakken.

Camilla Gregersen, der er formand for Dansk Magisterforening, er meget tilfreds med aftalen. Hun mener, at det tyder godt for samarbejdet med de offentlige arbejdsgivere.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at afslutte vores uenighed med en aftale mellem parterne, og jeg ser det som et positivt signal om vilje til at finde aftalebaserede løsninger i samarbejde, siger Camilla Gregersen til Magisterbladet.

Under forhandlingerne om en ny overenskomst i 2018 var det et ønske fra de offentlige arbejdsgivere, at de betalte frokostpauser helt skulle fjernes, på trods af at de offentlige ansatte havde haft den i årevis.

Lige siden overenskomstforhandlingerne officielt blev afsluttet, har der været uenighed om, hvordan man skulle fortolke resultatet.  

LÆS OGSÅ: Hundredevis af borgere døde under og kort efter ressource­forløb

Morten Bødskov (S), der i rollen som skatteminister har haft ansvaret for forhandlingerne, er glad for, at der nu er enighed om frokostpausen. Han ser ligesom Camilla Gregersen resultatet, som et godt tegn for fremtidige forhandlinger.

- Aftalen er mere end blot en løsning på udfordringerne med frokostpauserne. Den er et klart signal om, at vi sammen kan finde fælles løsninger gennem respekt og dialog. Og det er netop dét, den nye start på området handler om, skriver Morten Bødskov i en pressemeddelelse.