20200819-094316-A-1920x1366we
I første omgang havde man opgjort det forkert ved at lave en total ulogisk opstilling af sagerne. Det har man nu repareret på, så man nu har opgjort sagerne på en slutdiagnose er langt mere retvisende og transparent, siger advokat Mads Pramming (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter kritik: AES ændrer opgørelse for corona-arbejdsskadesager

24. sep 2020, 06:00
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) ændrer nu praksis for opgørelse af corona-arbejdsskadesager, efter jurister har kritiseret den tidligere opgørelsesmetode.

Efter nogle af landets førerende arbejdsskadejurister kritiserede Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) måde at opgøre corona-arbejdsskadesager på, har AES nu ændret praksis i sin seneste opgørelse, der blev offentliggjort mandag

- Det er meget mere transparent nu, og der er blevet ryddet op i den fejl, der var i det tidligere skema, siger Mads Pramming fra Ehmer Pramming Advokater til A4 Arbejdsmiljø.  

Juristernes kritik gik på, at AES havde konstrueret sit opgørelsesskema på en sådan måde, at skemaet viste, at man havde anerkendt hver eneste sag, hvor slutdiagnosen var covid-19. 

Det havde AES gjort ved at lave en ekstra kategori i skemaet, hvor alle sager, der var blevet 'afvist pga. manglende svar fra tilskadekomne eller afvist retligt', var placeret - uanset anmelderens diagnose.

Det vil altså sige, at også sager, hvor en person, der havde anmeldt 'covid-19' som en arbejdsskade, var placeret her.

Mest retvisende havde det dog været, hvis man havde anbragt 'Afvist retligt/ej svar' under 'Afvist', men man har så haft et behov for at vise, at man anerkender alt, medmindre at den tilskadekommende ikke indsender tilstrækkeligt med dokumentation
Mads Pramming fra Ehmer Pramming Advokater

Den uhensigtsmæssige opgørelsesmetode er fortid nu, mener Mads Pramming. 

- Det er mere retvisende nu. Mest retvisende havde det dog været, hvis man havde anbragt 'Afvist retligt/ej svar' under 'Afvist', men man har så haft et behov for at vise, at man anerkender alt, medmindre at den tilskadekomne ikke indsender tilstrækkeligt med dokumentation, siger Mads Pramming til A4 Arbejdsmiljø og fortsætter: 

- Jeg forstår godt behovet for at udskille de sager, hvis det forholder sig sådan, at vedkommende er blevet smittet med covid-19 på arbejdet, og AES så efterfølgende har bedt ham om at sende flere oplysninger i sagen, hvorefter vedkommende ikke har svaret. I første omgang havde man opgjort det forkert ved at lave en total ulogisk opstilling af sagerne.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

AES' opgørelsesmetode før og nu

Nedenfor ses henholdsvis AES' nye samt AES' tidligere opgørelse over corona-arbejdsskadesager, der er blevet afvist som følge af, at anmelderen ikke har besvaret AES' opfølgende spørgsmål, eller hvis sagen er blevet afvist retligt.

Ovenfor ses et skærmbillede fra den seneste rapport 'Tal for anmeldte arbejdsskader relateret til COVID-19' fra den 21. september 2020. Afviste sager, der går under betegnelsen 'afvist retligt/ej svar', er nu tilknyttet en slutdiagnose modsat den tidligere opgørelse nedenfor fra den 31. august.

Her er de afviste sager, hvor sagen er blevt afvist retligt, eller hvor personen ikke har besvaret AES' opfølgende spørgsmål, blevet angivet nederst uden at blive kædet til en af de anførste slutdiagnoser. En opgørelsesmetode, der medførte kritik fra blandt andet Mads Pramming og andre jurister.

'Tallene følger, hvad der står i anmeldelsen'

Da A4 Arbejdsmiljø tidligere på måneden spurgte ind til den daværende opgørelsesmetode var meldingen fra AES‘ kundecenterdirektør, Lisbet Dyerberg, at AES 'opgør de sager for sig, hvor borgeren trods rykkere ikke har svaret på vores henvendelser. Det gør vi, fordi vi ikke har oplysninger nok til at vurdere, om der er tale om covid-19.'

Men i AES‘ seneste opgørelse har man altså nu alligevel kunnet placere sagerne i en af følgende slutdiagnoser: 'covid-19', 'psykiske lidelser', hudlidelser' eller 'andre'.

AES seniorpresserådgiver Christian Frederik Mortensen skriver i en mail til A4 Arbejdsmiljø om den nye opgørelsesmetode: 

LÆS OGSÅ: Ligner sminkede tal: Jurister undrer sig over opgørelse over corona-arbejdsskade­sager

- Tallene følger, hvad der står i anmeldelsen. Det vil sige, at der godt kan være anmeldt covid-19, men eftersom vi mangler oplysninger, ved vi ikke sikkert, om borgeren har covid-19. Du kan sige det samme om for eksempel psykiske sygdomme, der er afvist, fordi vi har manglet oplysninger. Oftest er diagnosen først sikker, når en sag er færdigbehandlet og afsluttet, skriver Christian Frederik Mortensen til A4 Arbejdsmiljø og tilføjer:

- Vi overvejer løbende, hvordan vi kan gøre vores statistikker mest præcise og brugbare. Vi har dog også et hensyn til, at tallene skal være overskuelige, og at den enkelte tilskadekomne ikke må kunne identificeres.