Efter hård kritik: Juicekongen punger ud

29. sep 2011
Joe the Juice lover, at ansatte kan få løn for de prøvevagter, de ikke er blevet betalt for.

Juicekongen fra Joe & The Juice, Kaspar Basse, erkender nu, at det var forkert, at ansatte ikke fik løn under deres prøvevagter.

Det får de nu, sagde han onsdag aften til TV2 Lorry.

Det sker, efter at Avisen.dk har kunnet fortælle, at ansatte hos Joe & the Juice ikke får løn under oplæring



Kompensation for prøvevagter

”Jeg vil kompensere dem 100 procent. Det skal der ikke være nogen tvivl om,” sagde Kaspar Basse.

Joe & the Juice vil ikke betale medarbejderne for selve oplæringen, men for de prøvevagter, medarbejderne har taget i forbindelse med oplæringen.

”Alle vores medarbejdere får løn, og det gør de fra det øjeblik, de står i baren og skaber værdi,” sagde Kaspar Basse.

Vandt konkurrence

En af dem, der kan se frem til en ekstra check, er den 20-årige Frederik Lohse, der har fortalt Avisen.dk, hvordan han samlet set arbejdede 50 timer uden løn.

Af dem stod han 24 timer bag baren tre gange. Med en løn på 100 kroner i timen kan Frederik Lohse se frem til 2.400 kroner fra Joe & the Juice.

Joe & The Juice vandt onsdag aften erhvervskonkurrencen Væxt-Faktor udbudt af Magasinet Penge på Danmarks Radio og Ugebrevet Mandag Morgen. Her belønnes vinderen for at gå alternative veje og eksperimentere med nye måder at skabe vækst på.