Fyringen af tillidsmanden har bragt flere københavnske fagforbund på banen. Demonstration foran ZOO torsdag den 15. oktober. Foto: Kristoffer Nordskov

Efter fyring af tillidsmand: Fagforeninger overvejer at trække støtten til ZOO

21. okt 2020, 12:00
Sagen, hvor Københavns ZOO har fyret dyrepassernes tillidsmand gennem 17 år, kan få konsekvenser for en række lokale fagforeningers økonomiske sponsorater af den zoologiske have.

Utilfredsheden med Zoologisk Have i København ovenpå fyringen af tillidsmanden Jesper ser ikke ud til at blive mindre.

Tværtimod. 

Sagen, der startede med fyringen af den 47-årige tillidsrepræsentant i august, ser nu ud til at kunne få økonomiske konsekvenser for ZOO.

LÆS OGSÅ: Vrede fagligt aktive med fakler foran Zoo: 'Genansæt fyret tillidsmand!'

En række lokale fagforeninger overvejer nemlig at opsige deres sponsoraftaler med den zoologiske have. 

- Hvis sagen ikke bliver løst eller forliget, så vil vi meget kraftigt overveje sponsoratet. Også andre samarbejdsrelationer, som eksempelvis arrangementer i Zoologisk Have, indgår i vores politiske overvejelser, siger formand for HK Hovedstaden Christian Grønnemark til A4 Arbejdsliv.

Med 81.000 medlemmer er Hovedstaden den største HK-afdeling i landet. Afdelingens sponsoraftale ligger på godt 25.000 kroner årligt.

Tillidsmand dårligste dyrepasser efter 23 år

Også 3F Kastrup vil revurdere sin økonomiske støtteaftale, afhængigt af, hvordan fyringssagen falder ud.

- Det er helt klart med i vores overvejelse, om vi vil fortsætte sponsoratet. Når sådan en sag kommer op, så betyder det selvfølgelig noget, siger formand Henrik Bay-Clausen til A4 Arbejdsliv.

Udover de cirka 10.000 kroner, som 3F Kastrup årligt støtter med, risikerer den zoologiske have at gå glip af besøgende. 3F Kastrups cirka 5000 medlemmer får nemlig rabat på ZOO-billetten, hvis man er i arbejde, og billetten betalt, hvis man er arbejdsløs eller langtidssygemeldt.

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.

Jesper har arbejdet i Zoologisk Have i 23 år - de sidste 17 som tillidsrepræsentant for dyrepasserne. Da ZOO fyrede fire dyrepassere med henvisning til coronakrisens økonomiske mavepuster, var Jesper en af dem, der modtog en fyreseddel.

Ifølge 3F København var fyringsårsagen, at ZOO havde evalueret dyrepasserne og konkluderet, at Jesper var den dårligste til sit arbejde.

Den forklaring køber fagforeningen ikke, og 3F København har derfor indledt en faglig voldgiftssag om uberettiget afskedigelse. 

Målet er at få annulleret fyringen og genansat Jesper, hvis opsigelse løber til februar 2021, oplyser 3F København.

- Vi betragter det som et brud på gældende regler at fyre en tillidsrepræsentant. Det kan vi overhovedet ikke acceptere. Vi er 100 procent solidariske med 3F København i den her sag, siger HK Hovedstadens formand Christian Grønnemark.

A4 Arbejdsliv har forsøgt at få en kommentar fra den zoologiske haves direktør Jørgen Nielsen. ZOO oplyser, at man ikke vil diskutere personalesager i pressen og har derfor ingen yderlige kommentarer på nuværende tidspunkt.

Lærere har allerede opsagt giraf

HK Hovedstaden og 3F Kastrup slutter sig til andre faglige organisationer, der også har luftet tanken om at trække støtten, hvis ZOO opretholder fyringen.

Dansk Jernbaneforbund, der organiserer omkring 5000 ansatte inden for tog og metro, var ude allerede måneden efter fyringen og varsko, at sagen kunne betyde en annulering af deres sponsoraftale på godt 20.000 kroner.

Det står Jernbaneforbundets formand Henrik Horup stadig fast på.

- Vi forventer en snarlig løsning - i modsat fald vil jeg bede vores hovedbestyrelse tage stilling til sponsoratet, siger Henrik Horup.

Endnu mere resolutte har man været hos Københavns Lærerforening (KLF), der ikke længere overvejer.

Den første oktober sagde KLF farvel til sit giraf-sponsorat og dermed har sagen allerede kostet ZOO i omegnen af 20.500 kroner i årlig støtte.

Formanden for de københavnske lærere, Lars Sørensen, lægger ikke skjul på, at man med beslutningen forsøger at lægge pres på ZOO.

- Jeg håber, at vores opsigelse af sponsoratet er medvirkende til, at Zoologisk Have får tænkt sig om og får foretaget en genansættelse af tillidsrepræsentanten. Hvis det lykkes, så må vi tage bestik af situationen på ny, siger Lars Sørensen til klfnet.dk.