Efter afsløringer af seksuelle krænkelser og mobning af de ansatte udbeder Tuborg Fondet sig nu en forklaring af sagen om dårlig arbejdsmiljø hos NGO'en Trampolinhuset. Foto: Foto: Lars Granerud

Efter afsløring: Fond kræver sag om dårligt arbejdsmiljø i NGO undersøgt

14. jan, 07:45
Efter historier om mobning, særbehandling og seksuelle krænkelser i flygtninge-NGO'en Trampolinhuset kræver Tuborgfondet, som er en af hoveddonorene bag NGO'en, nu en redegørelse om sagen.

Efter afsløringer om mobning, særbehandling og uhensigtsmæssige reaktioner på seksuelle krænkelser i NGO'en Trampolinhuset i København vil en af de økonomiske bidragsydere bag NGO'en, Tuborgfondet, nu have undersøgt sagen til bunds. 

De kræver en forklaring fra Trampolinhusets ledelse. 

Det fortæller kommunikationsansvarlig i Tuborgfondet, Tine Skovmøller, til A4 Arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Seksuelle overgreb og særbehandling: Dårligt arbejdsmiljø i prisbelønnet NGO for flygtninge

Hun forklarer, at de hos Tuborgfondet ikke har kendt til sagen, før historierne om dårligt arbejdsmiljø i flygtninge-NGO'en blev bragt af A4 Arbejdsmiljø i sidste uge.  

- Efter at artiklerne omkring arbejdsmiljøet kom ud i fredags, har vi taget kontakt til Trampolinhuset for at finde ud af, hvad der er sket. De sendte efterfølgende en redegørelse over deres syn på sagerne. Nu har vi så aftalt et møde med dem, da vi gerne vil have uddybet nogle ting i den redegørelse, vi har modtaget, forklarer Tine Skovmøller.

Tidligere ansat: Arbejdsmiljøet er stadig betændt

A4 Arbejdsmiljø har tidligere fortalt om, hvordan dårligt arbejdsmiljø, ledelsessvigt og gentagne episoder med seksuelle krænkelser til sidst blev for meget for en række tidligere medarbejdere i Trampolinhuset, der arbejder med integration af flygtninge og asylansøgere i København.

I et 77 siders langt brev sendt til Trampolinhusets bestyrelse har de tidligere medarbejdere gjort bestyrelsen opmærksom på arbejdsforholdene. En medarbejder, som var ansat i NGO'en frem til årsskiftet, har fortalt til A4 Arbejdsmiljø, at oplevelsen af et betændt arbejdsmiljø fortsat eksisterer.

Direktør i Trampolinhuset, Morten Goll, ærgrer sig over de tidligere ansattes oplevelser, men han anerkender samtidig, at der har været personalemæssige udfordringer i NGO'en.

Sagen kort

En række tidligere medarbejdere fra den københavnske NGO Trampolinhuset har i A4 Arbejdsmiljø stået frem og fortalt om et arbejdsmiljø, som de mener, var præget af særbehandling af udvalgte medarbejdere, brugere af husets seksuelle krænkelser over for ansatte og chikane fra ledelsens side. Selvom Trampolinhusets bestyrelse er blevet gjort opmærksom på det skadelige arbejdsmiljø, ønsker de ikke at fyre den nuværende ledelse. 

Ledelsen i Trampolinhuset ser det som et overstået kapitel, men en medarbejder, der arbejdede i Trampolinhuset indtil 1. januar 2020, bekræfter over for A4 Arbejdsmiljø, at arbejdsmiljøet stadig er præget af særbehandling, seksuelle krænkelser og chikane fra ledelsens side.

Ingen havde hørt noget

Tuborgfondet har de seneste år støttet Trampolinhuset økonomisk med flere millioner kroner. I 2015 spyttede fondet 100.000 kroner i NGO'ens pengekasse, og i 2017 donerede fondet 2.178.801 kroner til Trampolinhuset.

LÆS OGSÅ: Praktikant blev seksuelt forulempet i NGO: Leder sagde, at hun skulle tage det som et kompliment

I Tuborgfondet havde man håbet, at man havde fået besked om sagen tidligere.

- Vi har generelt et tæt samarbejde med de organisationer, vi støtter med penge. Derfor vil vi gerne have en dialog, da vi generelt gerne vil høre om forhold hos vores samarbejdspartnere, der kan have indflydelse på projektet. Derfor er vi interesserede i at høre mere dybdegående, hvad der er op og ned i sagen, siger Tine Skovmøller.

Støtte fra fonde

Tuborg Fondet har støttet Trampolinhuset ad to omgange, første gang med 100.000 kr. i 2015 og igen med 2.178.801 kr. i 2017.

Trygfonden har støttet Trampolinhuset med tre millioner kr. i 2017. 

Novo Nordisk Fonden har støttet med 269.000 kr. i 2018. 

Trampolinhuset har ingen kommentarer til, at Tuborgfondet nu kræver en redegørelse i sagen. Dialogen med sponsorer og donorer skal ikke foregå gennem pressen, lyder det fra Trampolinhusets administrerende direktør, Morten Goll.

Han påpeger dog, at han ville have fortalt fondene om sagen, hvis han fandt det væsentligt.

 - Trampolinhuset har gennem de seneste otte år haft og har et godt, fortroligt og tillidsfuldt samarbejde med en række sponsorer og donorer. Vi orienterer disse om væsentlige forhold i det omfang, vi finder det nødvendigt, har Morten Goll tidligere fortalt til A4 Arbejdsmiljø. 

Foruden Tuborgfondet har Trampolinhuset også modtaget millioner af kroner fra Trygfonden og Novo Nordisk Fonden. Ingen af disse fonde vil over for A4 Arbejdsmiljø fortælle, om de har tænkt sig at foretage sig noget i sagen.

Hverken Trygfonden eller Novo Nordisk Fonden havde hørt om sagen, før den kom ud fredag.

A4 Arbejdsmiljø arbejder på en kommentar fra Trampolinhusets bestyrelse.