20210330092645343_1000
De seneste år er der en stigende andel af de voksne danskere, der har gennemført en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse. (Arkivfoto) Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Hver fjerde voksne står uden uddannelse

30. mar 2021, 11:39
I 2020 havde 24 procent af de voksne ikke gennemført en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse.

Trods en faldende tendens er der fortsat en stor del af de voksne danskere, der ikke har gennemført en kompetencegivende uddannelse.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Tallene viser, at der sidste år blandt de 25-69-årige var 24 procent, som hverken havde taget en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse.

Det vil sige, at næsten hver fjerde i denne aldersgruppe ikke har gennemført det, der betegnes som en kompetencegivende uddannelse.

Med til historien hører det, at de 24 procent er den laveste andel i en længere årrække.

Stadig er det bekymrende, at der fortsat er så mange, som står uden en kompetencegivende uddannelser. Det mener Mette Fjord Sørensen, der er underdirektør i Dansk Industri.

- De nye tal viser, at den mangeårige tendens til at flere gennemfører en videregående uddannelse fortsætter. Det er naturligvis glædeligt.

- Det er dog afgørende, at flere gennemfører videregående uddannelser inden for for eksempel it- og ingeniørområdet, hvor virksomhederne i de kommende år får brug for flere medarbejdere, siger hun i en skriftlig kommentar.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at der er regionale forskelle, i forhold til hvor stor en andel af de voksne der har gennemført en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse.

Region Sjælland har med lidt over 26 procent den højeste andel uden en erhvervskompetencegivende uddannelse. I den anden ende af skalaen findes Region Hovedstaden med en andel på 22 procent.

Også på kommunalt plan er der forskelle.

Den højeste andel i 2020 ses i Ishøj, hvor 35 procent af de voksne endnu ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, mens den laveste andel på 16 procent skal findes i Allerød.

/ritzau/