Dyrepasserne i Københavns zoologiske donerer 25.000 kroner fra deres faglige klub til deres arbejdsplads. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dansk turistattraktion i store problemer: Nu kommer de ansatte til hjælp

14. maj 2020, 11:48
Dyrepasserne i Zoologisk Have i København har besluttet sig for at donere 25.000 kroner fra egne lommer til deres arbejdsplads.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Danmarks zoologiske haver er i krise.

Det har nu fået dyrepasserne i Københavns zoologiske have til at gribe til egne lommer. I samlet flok er dyrepasserne blevet enige om at donere 25.000 kroner fra deres faglige klub til deres arbejdsplads. Det skriver Fagbladet 3F.

- Vi ser det som en håndsrækning. For at vi har et arbejde at vende tilbage til, og at dyrevelfærden ikke skal lide. Vi vil gerne bidrage til, at vi kan holde skuden i vandet. Det er det store mål. Vi ved jo godt, vi ikke kan holde Zoo kørende i lang tid mere, som det står nu. Det her er ikke nogen take-away, hvor vi kan vise dyrene ud af bagdøren. Vi er nødt til at have besøgende, siger tillidsmand Jesper Kvist Jacobsen.

Idéen til at donere pengene udsprang af, at kollegaerne ofte snakkede indbyrdes om, hvad de selv kunne gøre for at hjælpe. Og efter flere samtaler blev ord til handling.

- Alle er jo usikre på, hvad fremtiden bringer. Det er både en hensigtserklæring til omverden og til ledelsen om, at vi gerne vil bidrage, fordi det er en sag, der er værd at kæmpe for. Vi som dyrepassere har også et stort ansvar over for dyrene. Det er specielle dyr og vanskelige dyr at passe, siger Jesper Kvist Jacobsen.

Zoologisk Have i København har ikke haft nogen indtjening siden Covid-19 pandemien lukkede landet og dyreparkerne ned, og åbningen af de zoologiske haver er blevet udsat gang på gang. Først mandag den 11. maj åbnede de zoologiske haver, man kan køre i bil igennem, og det inkluderer ikke den 47.000 kvadratmeter store, københavnske dyrepark.

Dyrepasserne er godt klar over, at deres 25.000 kroner ikke er det beløb, der sikrer havens overlevelse fremadrettet. Det ændrer ikke på, at de alligevel føler et stort ansvar over for dyrene, kollegaerne og parken i det hele taget.

- Vi ved godt, det er en dråbe i havet. Men det er jo også for at være med til at sige, at det er en svær situation, og vi gerne vil bistå med det, vi nu engang kan, siger tillidsmanden.

Zoologisk Have i København har modtaget 3,4 millioner kroner i donationer, efter at det kom frem, at den først må åbne den 8. juni under coronakrisen. Donationerne er kommet fra borgere og samarbejdspartnere. Det oplyser haven.

Selv om den får del i regeringens hjælpepakker, står den til et underskud på 50 millioner kroner i 2020. Så hver krone gør en forskel, forklarer direktør Jørgen Nielsen.

- Der er lønninger til dyrehold, der er dyrefoder, der er vaccinationer. Det her varmer simpelthen, siger han til Ritzau.