(Arkivfoto) Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix

Par slår vild verdensrekord

28. aug 2020, 13:45

En aften på en karaokebar kan gøre de fleste trætte. Men ikke en sangglad duo.

For en sydafrikansk mand og kvinde har sat ny Guinness-rekord i at synge karaoke i længst tid.

De har sunget sange fra deres karaokeanlæg i 35 sammenhængende timer.

Alle timerne blev streamet live på Facebook. Det skriver det amerikanske medie UPI.

Jacqueline Brits og Rhinus Lotz fra det østlige Sydafrika havde faktisk planer om at synge i længere tid.

Deres mål lå på 48 timers karaokesang.

Men det mål måtte de give op på, da de blev for udmattet efter 35 timers maratonkoncert.

De mange timer var dog med til at slå den eksisterende rekord på 25 timer.

Og dermed kan duoen kalde sig indehaver af den usædvanlige rekord.

/ritzau/