Du kan sagtens klare dig på dagpenge i London

29. sep 2009, 04:02
Bedre jobmuligheder, mere forståelse hos arbejdsformidlingen samt dagpenge, der rækker længere. Jonas S. Christensen er på vej til London på dagpenge for anden gang.

Jonas S. Christensen er på vej til London for anden gang med dagpenge. Han er 28 år og uddannet musical performer. I Danmark bor han i Vanløse, men som sanger og danser er der ikke ret mange job at få herhjemme.

"Det lyder måske eksotisk at tage af sted, men jeg er faktisk nødt til det. Der er så få job indenfor min branche, og jeg kan ikke få dansetimer på et niveau, der virkelig bringer mig videre," siger Jonas S. Christensen.

Bedre dansetræning

Han var også i London på dagpenge i tre måneder i 2008. Her bliver der opslået flere job i hans branche, og han kan få bedre dansetræning. Men han oplevede også mere forståelse hos den engelske arbejdsformidling end han havde gjort i Danmark, hvor han dengang skulle søge fire job om ugen.

"I det engelske arbejdsløshedssystem har de mødt flere ligesom mig, og det er legitimt og helt normalt at arbejde med at synge og danse. De ville aldrig sige, at jeg skulle tage et fast job udenfor min egen branche. De ved, at det, jeg allerhelst vil som kunster, er at arbejde, og alt, hvad jeg gør - hvad enten det er en audition eller at netværke under trænignen - handler om at få et job," siger Jonas S. Christensen.

Dagpengene fik han i starten på check hver 14. dag, fordi han endnu ikke havde en bankkonto i England. Der var ingen problemer med papirarbejdet

"London er dyr, men ikke så dyr som København og den danske krone er stærk i forhold til det engelske pund. Men jeg tror faktisk, at bortset fra Norge, vil du sagtens kunne klare dig på danske dagpenge ligegyldigt, hvor du rejser hen," siger Jonas S. Christensen.

Følger de engelske regler

Han fik idéen til at tage af sted med dagpenge, da han var færdig med et job som sanger på et krydstogtskib. En veninde var allerede taget til London med dagpenge.

"Så søgte jeg med det samme, jeg meldte mig arbejdsløs, og fire uger senere kunne jeg tage af sted. Jeg fik et brev inden med en helt udførlig anvisning fra min a-kasse, hvor der stod alt,hvad jeg skulle gøre, siger Jonas S. Christensen.

Han delte lejlighed med veninden i begyndelsen, og inden for syv dage skulle han melde sig på den engelske arbejdsformidling og fortælle, hvad han søgte. Ifølge de engelske regler, skal man derefter møde op hver 14. dag til samtale.

"Det er deres regler, der gælder. Dagpengene kommer fra Danmark, men det er de engelske myndigheder, der bestemmer, om jeg står til rådighed og har søgt job nok," siger Jonas S. Christensen.