DSV har købt grund på 500.000 kvadratmeter i Lund ved Horsens. Til højre ses DSV's administrerende direktør, Jens Bjørn Andersen. Foto: Staff/Reuters

Giver mindst 250 nye job: Dansk gigant vil bygge kæmpe center

1. jul, 09:46
Der vil komme mindst 250 nye arbejdspladser til Horsens-området, når transportkoncern udvider logistikcenter.

Den danske transport- og logistikkoncern DSV Panalpina vil bruge to milliarder kroner på at opføre et stort logistikcenter i Lund ved Horsens.

Det oplyser Horsens Kommune og DSV i en fælles pressemeddelelse.

DSV har købt en grund på 500.000 kvadratmeter i Lund, der ligger ved siden af virksomhedens nuværende faciliteter i byen.

DSV arbejder med fragt på landevejen, på havet og i luften og driver samtidig lagerhotel for virksomheder.

De nuværende faciliteter i Horsens-området er blevet for små, og samtidig ønsker DSV med byggeriet at samle aktiviteterne ét sted.

- Samtidig er Horsens et strategisk vigtigt knudepunkt i forhold til vores distributionsmønstre mellem Norden og Europa, siger Simon H. Galsgaard, administrerende direktør for DSV Road Denmark.

- Vi har mange dygtige medarbejdere her, vi gerne vil beholde, så vi er meget glade for, at vi med denne aftale kan fastholde vores tilknytning til byen, siger han i pressemeddelelsen.

DSV har købt grunden af Horsens Kommune, der som en del af aftalen vil anlægge en omfartsvej, der skal føre ud til motorvejen E45.

Vejen vil koste omtrent 45 millioner kroner, og kommunen vil blandt andet finansiere den med indtægterne fra salget af grunden til DSV.

Byggeriet af det nye logistikcenter forventes at begynde i 2021 og stå helt færdigt i 2026.

DSV har i dag 750 ansatte i Horsens, og det tal vil med udvidelsen stige til over 1000.

DSV Panalpina har samlet omkring 60.000 ansatte fordelt på 90 lande og er blandt verdens største logistikvirksomheder.

Koncernens navn opstod efter en fusion mellem DSV og schweiziske Panalpina sidste år.

DSV betalte cirka 37 milliarder kroner for at købe Panalpina.

/ritzau/