DSU angriber kendt studievært

14. apr 2010
Unge socialdemokrater raser over egen politisk ordfører, der reklamerer for omstridt Akasse. Opdateret 13.57.

Socialdemokrater bør ikke støtte "gule" A-kasser.

Det mener DSU i København, der i et direkte angreb på den kendte TV-vært og socialdemokrat Mette Reissmann opfordrer hende til at trække sig som politisk ordfører i København.

Mette Reissmann er nyvalgt medlem af Københavns Borgerrepræsentation, og er kendt for at hjælpe familier i økonomiske problemer, når hun optræder i TV3’s Luksusfælden.

Men i det seneste nummer af medlemsbladet for A-kassen ASE, optræder Mette Reissmann på forsiden og fortæller i et stort interview om sit liv.

Det får nu de unge socialdemokrater til at opfordre hende til at droppe sit medlemsskab, fordi de betragter ASE som en konkurrent til LO.

”Socialdemokratiet og resten af Arbejderbevægelsen kæmper for stærke fagforeninger, der kan sikre alle lønmodtagere ordentlige rettigheder. Det kan gule fagforeninger som ASE ikke, og Mette Reissmann bør da finde ud af, om hun helst vil være socialdemokrat eller lege  pin-up-pige for ASE. For de to ting kan ikke forenes”, siger formand for DSU København, Alexander Grandt Petersen.

ASE har 150.000 medlemmer og har stormet frem de senere år. Og de kommer ikke til at miste den kendte TV-vært, forsikrer Mette Reissmann.

"Det er ved den sødeste gud, jeg ikke tænkt at trække mig. Det er ligegyldigt. Jeg synes DSU skulle koncentrere sig om at vælte regeringen," siger hun.

Hun ser ikke noget problem i at optræde i ASE's medlemsblad.

"Det interview er givet qua mit civile job som forbrugerøkonomisk rådgiver med fokus på gæld. Og hvilket medie jeg vælger at fortælle om det, har intet at gøre med, om jeg støtter eller ikke støtter fagforeninger," siger Mette Reissmann, der arbejder som selvstændig rådgiver.

"I øvrigt er jeg jo selv medlem af ASE’s A-kasse. Og jeg er medlem af DJØF som fagforening. Fordi jeg er selvstændig. Jeg kan jo ikke være medlem af nogen LO A-kasse," påpeger hun.