DSB og SAS: Søvn er pilotens eget ansvar

17. apr 2011
Sverige, USA og flere europæiske lande tester transportmedarbejdere for træthed og uopdagede søvnsygdomme. I Danmark mener man, det er ansattes ansvar. Det kan koste liv, lyder det fra eksperter.

Manglende søvn er livsfarligt på jobbet.

Specielt hvis man sidder bag roret i et passagerfly ned over Europa, ræser rundt i indre by med kunder på bagsædet eller kører tog med 180 kilometer i timen gennem Danmark.

Søndag afslørede Politiken, at udmatte piloter falder i søvn og begår farlige fejl i cockpittet. Hver anden danske pilot er faldet i søvn oppe i skyerne, og ni ud af ti begået fejl på grund af træthed. Det er med andre ord "kun et spørgsmål om tid, før der lig på bordet," siger en af de anonyme piloter til Politiken.

Alligevel findes der ingen test eller screening af trætte chauffører herhjemme.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det står i skarp kontrast til Sverige, der har stor opmærksomhed på søvn og trafiksikkerhed - for eksempel er det i modsætning til herhjemme ulovligt at køre bil med ubehandlede søvnproblemer.

I vores naboland har man derfor lavet spørgeskemaer, der skal afsløre trætte lokomotivførere og buschauffører. De sendes til et laboratorium i Göteborg, hvor de i en køresimulator testes for træthed.

Der er allerede nu tilsvarende programmer i USA og Australien, der skal komme den tabte søvn til livs – eller i hvert fald gøre den ufarlig i arbejdet.

I USA tester man for eksempel alle transportmedarbejdere - med særligt fokus på truckere -  for træthed og ubehandlede søvnsygdomme. Det sker også ved hjælp af spørgeskemaer eller medicinske undersøgelser af vejrtrækning og søvn.

Disse screeninger giver et fingerpej om, hvorvidt søvn er et problem for den enkelte medarbejder. Herefter kommer han eller hun i behandling.

Men herhjemme kan vi slet ikke være med på vognen. For indtil videre mangler lignende tiltag i Danmark.

Hverken DSB eller SAS tester deres medarbejdere for træthed og søvnproblemer. Her er det op til piloterne eller lokomotivførerene selv at melde fra, hvis de er for trætte til at arbejde.

"Piloter er enormt professionelle. Det er en helt naturlig del af deres job at holde øje med træthed, og den selvjustits er ekstremt høj," siger kommunikationschef i SAS, Mikkel Thrane.

Piloterne gennemgår helbredstjek hvert halve år, men indtil videre har SAS ingen planer om at indføre screening for søvnmangel.

Samme melding lyder fra DSB. Men her bliver vagterne lagt med øje for en regelmæssig søvnrytme.

"Mine chauffører melder fra, hvis de er alt for trætte. Det stoler jeg på. Ansvarlighed er centralt for dem, vi ansætter,"siger underdirektør i DSB Erik Christensen, der er direktør for lokomotivførerne i DSB.

I Stockholm har man i årevis arbejdet intensivt med at forbedre vagtplaner, så man minimerer træthed blandt lokomotivførere. Her kan DSB altså være med på vognen.

Læge og specialist i søvnmedicin Søren Berg har politiet i Malmö, Sverige, og flere luftfartsselskaber som kunder. Men ingen danske transportselskaber har efterspurgt hjælp til vagtplaner og søvn.

Der er heller ikke noget offentligt behandlingstilbud for folk med søvnproblemer. Og danskere, der er trætte af forstyrret søvn, må selv til lommerne på private søvnklinikker.

"Hvis man satsede på at fange søvnproblemer, heriblandt stress over arbejdet, ville man rent samfundsøkonomisk spare en masse," siger han

Derfor efterlyser Søren Berg politisk handling.

Men transportministeren har ikke haft lyst til at give sit bud på trafiksikkerhed og søvn. Derfor vil SF nu tage det op.

"Jeg vil gerne vide, hvad vi kan gøre ved det. Vi er meget opmærksomme på lasbtilchauffører, men vi burde også have fokus på buschauffører, lokomotivførere og piloter," siger Anne Baastrup (SF).