20201231183732154_1000
2020 blev et prøvelsens år, sagde dronningen i sin nytårstale, der var hendes 49. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Dronningen: Vi står sammen når det gælder

31. dec 2020, 19:24
2020 har været et mærkeligt år, siger dronningen i sin nytårstale. Hun takker sundhedspersonalet.

Coronaen har ændret vores hverdag, siger dronningen i sin nytårstale.

Her taler hun om den første bølge, der ramte i foråret.

- Det var skræmmende, og det blev nødvendigt at gennemføre begrænsninger i vores hverdag. Mange, ikke mindst ældre, måtte undvære den nære kontakt med familie og venner, sagde hun.

Hun talte også om de mange, blandt andre erhvervsdrivende, der uden egen skyld har måttet se deres livsværk falde til jorden.

- Det har berørt mig meget, sagde dronningen.

Men også om en sommer, der på en positiv måde blev anderledes.

Flere er blandt andet kommet ud i den danske natur.

- Jeg tror, at mange har fået øjnene op for vores dejlige natur. Klimaet har fået det bedre under krisen, og det er vigtigt, at vi fortsat passer på naturen, sagde hun.

Hun glæder sig over, at vaccinen er kommet til Danmark, men maner til forsigtighed de kommende måneder.

- Vi skal stadig passe på, når vi omgås hinanden, siger hun og bringer en særlig tak til de ansatte i sundhedsvæsnet, der har kæmpet mod pandemien.

- De talte ikke timerne eller dagene. De lindrede. De forskede af al magt for at forstå sygdommen, siger hun og retter også en tak til de ansatte og beboere på plejecentre landet over.

Dronningen talte også om alle de bryllupper og konfirmationer, der er blevet aflyst under coronapandemien.

- Min egen 80-års fødselsdag kunne heller ikke blevet fejret, som vi havde planlagt.

Det er i det hele taget en tale med corona i fokus. Et underligt år, kalder hun 2020.

- Det vil vi ikke glemme. Det blev et prøvelsens år. Vi viste, at vi vil stå sammen, når det gælder, sagde hun.

Og så introducerede hun en ny hilsen, da hun til den klassiske afslutning "Gud bevare Danmark" tilføjede:

- Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark.

I lighed med de fleste andre år holdt dronningen i år nytårstalen fra sit arbejdsværelse i Christian IX's palæ på Amalienborg.

Men ellers er det på mange måder et anderledes nytår. Et nytår i skyggen af coronavirusset.

Storskærmen på slotspladsen, som plejer at være et tilløbsstykke for københavnere, der ser garden trække op og ønsker dronningen godt nytår, er droppet på grund af risikoen for smitte, når mange mødes.

Og nytårstaflet 1. januar om aftenen, som samler regeringens ministre, Folketingets formand og repræsentanter for det officielle Danmark, er af samme årsag aflyst.

Det gælder også de efterfølgende nytårskure for blandt andet Højesteret, det diplomatiske korps, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.

/ritzau/