Drømmejob: løn for at rejse jorden rundt

4. okt 2010
Finnairs globale jagt på rejseskribenter er nu afsluttet. Dansk journalist kom igennem nåleøjet

Finnairs globale jagt efter uafhængige rådgivere er nu afsluttet med afsløringen af fire udvalgte Quality Hunters i Helsinki Lufthavn i dag. I løbet af september væltede det ind med mere end 5.200 ansøgninger fra 89 lande, hvorfra Finnair altså har valgt fire – heriblandt altså en dansk journalist.

Finnair afslørede på dagens pressemøde i Helsinki, at de nye Quality Hunters bliver danske Christina Lund Sørensen, briterne Ella Marshall og Warren Singh-Bartlett samt tyske Wolfgang Wagner. Deres arbejde med at vurdere fly, lufthavne og destinationer begynder i dag, hvor de tager af sted til destinationer i Europa, Asien og USA. De vil være på farten i to måneder.
Den danske journalist er begejstret for udsigten til at komme på vingerne og opleve fly, lufthavne og destinationer for Finnair:
”Jeg nærmest sprang rundt af glæde derhjemme, da jeg blev ringet op for præcis en uge siden og fik af vide, at jeg var en af de fire Quality Hunters,” siger Christina Lund Sørensen, der blev udvalgt blandt 5.200 ansøgninger, hvoraf de 300 var danske.
”Jeg ser utrolig meget frem de næste to måneder. Det her er indbegrebet af et drømmejob for ethvert rejselystent menneske. Det er det bestemt for mig,” siger hun.
Som uafhængige rådgivere skal Christina Lund Sørensen og de øvrige tre Quality Hunters rapportere deres opdagelser til Finnair. Samtidig vil de dele deres tanker og erfaringer med omverden via deres personlige blogs på Rethink Quality-hjemmesiden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her