(Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

17-årig mister livet i knallertulykke

20. jul, 13:00
Ifølge politiet kørte dreng formentlig uden styrthjelm, da han væltede på knallert. Han afgik ved døden.

En 16-årig dreng mistede i weekenden livet i Aalestrup i Himmerland, efter at han væltede på sin knallert, oplyser Nordjyllands Politi.

Ulykken skete natten til lørdag i Vestergade, fortæller politikommissær Jørn Nielsen.

Vi modtager klokken 01.06 natten til lørdag en anmeldelse fra en forbipasserende, som ser en væltet knallert med lys på. Ved siden af ligger en person uden styrthjelm, fortæller politikommissæren.

Den forbipasserende slog alarm og blev instrueret i at yde livreddende førstehjælp, indtil redningsmandskabet ankom.

- Der ankom først en ambulance og efterfølgende en lægeambulance. Klokken 01.40 blev personen erklæret død, fortæller Jørn Nielsen.

Det skulle vise sig at være en lokal dreng, som var forulykket i Aalestrups gader. Drengen døde kort inden sin 17-års fødselsdag.

Ifølge Jørn Nielsen blev der fundet en styrthjelm på ulykkesstedet, men det tyder ikke på, at den har været anvendt.

- Der er ingen, som har set ulykken. Men formentlig har han mistet herredømmet over knallerten og ramt kantstenen, og derefter er han faldet og har slået hovedet ned i kantstenen, fortæller politikommissæren.

/ritzau/