Drama i pensionsforhandlinger: DF udebliver fra møde

9. okt 2020, 15:24
Forhandlingerne om en ret til tidligere pension er gået i stå, efter at DF ikke er mødt op som aftalt.

Dansk Folkeparti er endnu ikke mødt op til pensionsforhandlinger med regeringen, SF og Enhedslisten, som ellers sad klar i forhandlingslokalet.

Forklaringen er, at Dansk Folkeparti mangler nogle mellemregninger fra regeringen, før der kan indgås en aftale, lyder det.

Det står ikke klart, hvad det præcis er for en afklaring, partiet mener at mangle.

Forhandlingerne skulle være begyndt fredag klokken 13 i Beskæftigelsesministeriet. Forventningen har indtil nu været, at der kunne lukkes en aftale i løbet af fredagen.

- Jeg tror, vi og regeringen har set lidt forskelligt på, om vi var så langt i processen. Vi mener ikke, at vi er der i forhandlingerne, hvor vi kan lave et afsluttende forhandlingsmøde, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han forventer, at Dansk Folkeparti i løbet af dagen for at få afklaret de sidste udeståender med regeringen.

Kristian Thulesen Dahl gør det klart, at Dansk Folkeparti ikke er ude af forhandlingerne.

DF går under forhandlingerne efter at undgå at hæve skatter og afgifter og desuden udvide ordningen for seniorpension.

- Vi satser på at få udvidet seniorpensionen, for det er en ordning for folk, som lægeligt set er nedslidte. Men hvis vi kan finde en aftale, så vil vi ikke forhindre, at der er nogle, som kan få glæde af den såkaldte Arne-pension.

Kristian Thulesen Dahl afviser, at der er tale om et sammenbrud i forhandlingerne. Det ser Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten, dog anderledes på.

- Hvis ikke dette er et sammenbrud, så ved jeg simpelthen ikke, hvad et sammenbrud er, siger hun.

- Vi har siddet i mange uger og forhandlet, og vi i Enhedslisten troede, at DF ville det samme som os, nemlig at udvide regeringens model til at omfatte flere.

- Vi har fået flere indrømmelser på bordet, som vil betyde, at mange tusinde mennesker, der ikke var omfattet af den oprindelige model fra regeringen, faktisk kunne få adgang til denne tidlige pension.

En ret til tidligere pension var en af Socialdemokratiets helt store mærkesager op til valget sidste år.

/ritzau/