20191108-160727-2-1920x1280we
Simon Pauck Hansen, koncerndirektør for SAS i Danmark. Foto: Oscar Scott Carl / Scanpix

SAS-direktør: Fagforening sagde nej til at hjælpe 560 fyrede tilbage i job

29. mar 2021, 14:11
Pilotfagforeninger har ifølge SAS' danske topchef, Simon Pauck Hansen, sagt nej til løsning, der kunne sikre genansættelse af over 500 corona-fyrede piloter. Pilotformand kalder SAS-direktørens påstand for "sørgelig misinformation".

Artiklen er opdateret 29/3, klokken 8:10 med uddybbende svar fra SAS.

Efter måneders hårde forhandlinger nåede piloter og ledelse i SAS fredag til enighed om en ny overenskomst.

Nu anklager den skandinaviske flygigant piloternes fagforeninger for at sige nej til en løsning, der kunne sikre genansættelse af 560 fyrede piloter.

Det fremgår af et internt brev, som Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS Danmark, har sendt til samtlige 1.500 danske, svenske og norske piloter i SAS. 

I brevet, som A4 Overenskomst har set, skriver Simon Pauck Hansen, at SAS angiveligt har tilbudt Dansk Pilotforening at genansætte samtlige 560 SAS-piloter, der er blevet fyret i forbindelse med coronakrisen, over en tre-årig periode. 

Til gengæld for genansættelsen af de fyrede piloter skulle SAS Pilot Group (SPG), der repræsenterer piloterne på tværs af de skandinaviske lande, gå med til at finde permanente besparelser og effektiviseringer på i alt 15 pct. 

- Dette forslag er desværre blevet pure afvist af piloternes fagforening uden yderligere forhandlinger. Fagforeningerne tilbød ingen alternative løsninger, der kunne imødekomme det behov for effektiviseringer, som SAS står overfor, skriver den danske SAS-direktør i brevet. 

SAS-direktør: Dybt skuffende 

I overenskomstaftalen, der blev indgået fredag, afstår SAS-piloterne fra en lønstigning på fire procent i en ny etårig overenskomst.

Den nye overenskomst erstatter den treårige overenskomst, der efter en større strejke i 2019 sikrede SAS-piloterne en lønstigning på samlet 10,86 procent.

Samtidig accepterede piloterne effektiviseringer, som gav SAS besparelser.

Overenskomsten i 2019 blev indgået efter flere år, hvor SAS havde præsenteret overskud.

Overenskomsten blev sidste år opsagt af SAS i kølvandet på, at coronakrisen havde givet virksomheden store økonomiske hug. 

I det brev, som SAS-direktør Simon Pauck Hansen har sendt til virksomhedens piloter, bliver fredagens overenskomstaftale kaldt for "meget skuffende". 

- Udfaldet af forhandlingerne vil ikke være tilstrækkeligt til at bringe os frem mod konkurrencedygtighed og SAS langsigtede overlevelse, skriver Simon Pauck Hansen i brevet.

- På trods af måneders hård indsats, er det blevet klart, at piloternes fagforeninger er uvillige til at finde løsninger, der kan bidrage med de nødvendige effektiviseringer, eller levere en langsigtet aftale, skriver SAS-direktøren videre. 

I brevet skriver SAS-direktøren endvidere at "kravene til at skabe en bæredygtig og konkurrencedygtig forretning består".

- SAS er derfor tvunget til at gennemføre alternative metoder og planer, der kan sikre, at virksomheden møder realiteterne på det fremtidige marked, lyder det fra SAS-direktøren i brevet. 

SAS: Aftale er ikke god nok

A4 Overenskomst har forsøgt at få et interview med koncerndirektør Simon Pauck Hansen, men det har ikke været muligt. 

A4 Overenskomst har ligeledes spurgt SAS, hvad der i brevet menes med "alternative metoder og planer". 

SAS fungerende danske pressechef, Alexandra Lindgren Kaoukji, har sendt et skriftligt svar til A4 Overenskomst, hvor hun ikke svarer på dette spørgmål, men konstaterer følgende:

- Piloterne har aftalt en kortvarig aftale indtil marts 2022, men desværre bidrager dette ikke til behovet for langsigtede effektivitetsgevinster. SAS er meget skuffet over, at piloterne ikke bidrager til langsigtede løsninger i en ekstremt vanskelig situation for virksomheden. Krisen har en langsigtet indvirkning på SAS og kan ikke løses ved midlertidige og kortsigtede løsninger.

- Vi har tydeliggjort dette for alle medarbejdere i lang tid - og alle, inklusive piloter, skal bidrage. SAS har store forpligtelser og ansvar i forhold til de redningspakker, vi har modtaget, og vi vil stå over for en helt anden og meget hård konkurrence efter coronaen. Aftalen med piloterne er således desværre ikke god nok til at sikre den konkurrenceevne, som SAS har brug for i fremtiden.

Pilotformand: "Sørgelig" misinformation

Hos Dansk Pilotforening afviser formand Henrik Thyregod SAS-ledelsens påstand om, at de skandinaviske pilotfagforeninger skulle have sagt nej til en løsning, der kunne sikre genansættelse af over 500 corona-fyrede piloter. 

- At ledelsen i SAS både klager over forhandlingsresultatet og spreder direkte fejlinformation til vore medlemmer er opsigtsvækkende og sørgeligt, siger Henrik Thyregod. 

- Det var SAS, som foreslog den overenskomst vi blev enige om, og uden at rette så meget som et komma, har begge parter underskrevet. Vi gik ind i forhandlingerne uden nogen krav overhovedet, og har således taget en betragtelig reallønsnedgang.

- Samtidig er en stor del af vores piloter nu på syvende måned på 50 pct. arbejdsfordeling, tilføjer Henrik Thyregod. 

Den danske pilotformand kalder påstanden om, at SAS skulle have tilbudt en garanti om 560 genansættelser for "helt forkert". 

- Der var knyttet adskillige forudsætninger til “tilbuddet”, som jeg ikke kan genkende i det hele taget. Det må nærmest betragtes som et tilbud uden værdi, idet SAS i forvejen er forpliget til at genansætte de opsagte, hvis der i løbet af de næste fem år bliver behov for piloter, siger Henrik Thyregod. 

- Vi forventer, at forhandlinger foregår internt, og at SAS fremover vil følge ordinære spilleregler, bemærker pilotformanden.