Byskovskolen kan se frem til at få besøg fra Arbejdstilsynet i løbet af ugen. Foto: Google Street View

Drama i klasselokale: Lærer og elever i alvorlig ulykke

8. okt 2019
En lærer er kommet alvorligt til skade i en ulykke i et klasseværelse på en skole i Ringsted.

En lærer og to elever var tirsdag involveret i en ulykke på Byskovskolen i Ringsted.

Et ventilationssystem faldt ned og ramte dem i hovedet, skriver TV 2 Øst.

LÆS OGSÅ: Dansk butikskæde i krise: Nu flygter de ansatte

Læreren er kommet alvorligt til skade, mens den ene elev har fået en flænge i ansigtet. Den anden elev er formentlig ikke blevet ramt, oplyser Maria Sander Hansen, kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestsjællands Politi til tv-stationen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Både ambulance og politi var på stedet, ligesom en lægehelikopter blev tilkaldt. Eleverne blev behandlet på stedet, mens den alvorligt kvæstede lærer blev kørt til hospitalet i en ambulance.

Det er et ventilationssystem på 1,5 gange 3 meter, som er faldet delvist ned i lokalet, hvor kun de to elever og læreren var til stede.

- De har projektuger, så det var et tilfælde, at der kun var to elever og en lærer i klasselokalet, siger skolecenterchef Jesper Ulrich til TV 2 Øst.

Det er kun halvanden uge siden, at et entreprenørfirma monterede ventilationssystemet. Politiet er nu ved at finde ud af, hvordan ulykken kunne ske. Byskovskolen kan derudover også se frem til, at Arbejdstilsynet kommer på besøg i løbet af ugen.

LÆS OGSÅ: Krise i kendt firma: Kold luft mellem ansatte og ledelse