Dræbt, sexmisbrugt og overfaldet på jobbet

5. dec 2013, 22:36
Tre sager viser, at det kan være forbundet med livsfare at arbejde med psykisk syge mennesker, hvis sikkerheden ikke er i orden. I nedenstående tre tilfælde var medarbejdere alene med den person, der angreb dem.

Følgende tre sager er eksempler på, hvor farligt det kan være at arbejde med psykisk syge mennesker, hvis sikkerheden ikke er i top.

I alle tre nedenstående tilfælde var de ansatte alene med den person, der angreb dem.

Blåkærgaard: Seksuelt overgreb og drab på socialpædagog

Den 7. februar 2012 blev socialpædagogen Judy Meiniche Simonsen dræbt af en beboer fra bostedet Blåkærgård ved Viborg.

Judy var alene sammen med beboeren gået en tur i skoven for at tale om hans medicin. Den 40-årige psykisk syge misbruger overfaldt Judy Meinicke, tvang hende til oralsex og anden kønslig omgang end samleje og slog hende tilsidst ihjel med adskillige knivstik og kvælning.

Efterfølgende opstod en voldsom debat om, hvorvidt Judy - og andre ansatte - burde have været alene med beboeren, som viste sig at være langt mere syg end risikovurderingen lød på.

Han var tidligere blevet fjernet fra Blåkærgård på grund af vold og havde domme for vold og seksuelle overgreb bag sig.

Både Arbejdstilsynet og Region Midtjylland undersøgte efterfølgende forholdene og konkluderede, at sikkerheden haltede voldsomt. Der var arbejdssituationer hvor risikovurderingen lød, at der skulle være to til stede, men hvor ansatte alligevel var alene.

Overfaldsalarmen fungerede ikke altid, ligesom vigtige observationer om voldsrisici ikke var videregivet til relevante medarbejdere.

Efterfølgende skærpede bostedet sikkerheden betydeligt. Blandt andet lavede man et fast register for, hvornår man skal være to om opgaverne, ligesom der tre gange i døgnet bliver lavet risikovurderinger af de enkelte beboere og overfaldsalarmer tjekkes ved hvert vagtskifte.

Risskov: Groft overfald på sosu-nattevagt

En 33-årig sosu-nattevagt på et plejecenter i Risskov var i forsommeren 2011 udsat for et grimt overfald, hvor en udefrakommende mand truede hende med en kniv for at få udleveret medicin.

Nattevagten var alene på job og blev angrebet bagfra af “en narkomantype,” der var kommet ind gennem en åben terrassedør hos en beboer. Han strammede snoren fra hendes overfaldslarm rundt om halsen på hende, slog hende i ansigtet og truede hende med en kniv, mens han krævede bestemte præparater udleveret.

Nattevagten, der kunne selvforsvar, fik vristet kniven fra ham. Herefter væltede manden en reol ned over hende og stak af. Hun fik aktiveret sin alarm og politiet var på stedet efter syv minutter.

I Aarhus kommune havde man tidligere på året skåret antallet af nattevagter ned fra to til en under store protester fra plejepersonalet. FOA klagede over beslutningen, og Arbejdstilsynet gav kommunen en kraftig påtale for at have reduceret antallet af nattevagter til en uden at undersøge, om arbejdsforholdene herefter var sikre.

For at rette op gav kommunen herefter nattevagterne overfaldsalarmer og et kursus i konflikthåndtering.

Bagsværd: Drab på 37-årig sosu-assistent

I mandags, den 2. december, mistede en 37-årig sosu-assistent livet. Det skete, da en 72-årig psykisk syg mandlig beboer på bostedet Ringbo i Bagsværd angreb hende med en kniv.

Kvinden var alene med manden i sin afdeling, mens de to andre kolleger, der var på vagt, befandt sig andre steder i bygningen. Den kollega, der var tættest på, befandt sig - ifølge Socialforvaltningen i Københavns Kommune - 25-30 meter fra drabsstedet.

Kvinden fik aktiveret sin overfaldsalarm, og en kollega var hos hende efter 15 sekunder, men forgæves. Hun blev erklæret død klokken 8.30.

Arbejdstilsynet gav i går Ringbo tre straks-påbud, som alle omhandler manglende forebyggelse af risikoen for vold. Som Lill Palmblad, tilsynschef i Arbejdstilsynet, sagde om sagen:

“Det er altid alvorligt, når vi giver straks-påbud. Det er fordi, vi vurderer, at der er forhold, som er til fare for de ansatte.”

Arbejdstilsynet vil endnu ikke komme med konkrete detaljer om de enkelte påbud.