20201127-132515-L-1920x1920we
Mishandlingen efterlod den 28-årige med voldsomme skader og navnlig akut luftoverfyldning af lungerne gjorde, at han døde. (Arkivfoto) Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

Drabet i den bornholmske skov har vakt opsigt: Nu begynder retssagen

30. nov 2020, 07:30
To brødre skal mandag i Retten på Bornholm, hvor de anklages for at have mishandlet og dræbt deres kammerat.

Det tiltrak stor opmærksomhed, da en 28-årig mand blev tæsket til døde i Nordskoven på Bornholm natten til den 23. juni.

Og når nævningesagen mandag begynder i Rønne, bliver der derfor plads til hele 25 journalister, og der ventes endda reportere fra New York Times og Vice.

I sagen er to brødre tiltalt for drabet på den 28-årige, som de var venner med, og anklageskriftet beskriver en voldsom mishandling.

I det står, at brødrene blandt andet væltede ham ned på ryggen, satte et knæ på hans hals og slog ham mange gange med en granrafte. Han blev også slået på kroppen og i hovedet med brandvarme ildragere.

Mishandlingen efterlod den 28-årige med voldsomme skader og navnlig akut luftoverfyldning af lungerne gjorde, at han døde.

De to brødre har erkendt grov vold, men afvist, at det var deres intention, at kammeraten skulle dø.

Den yngste af brødrene har forklaret, at overfaldet skyldtes, at deres mor havde fortalt dem, at vennen havde opført sig seksuelt grænseoverskridende over for hende og i et tilfælde skulle have voldtaget hende.

Derfor ville de give ham en ”lærestreg”, da de i juni inviterede ham ud på shelterpladsen.

Imidlertid har flere på sociale medier spekuleret i, om der var tale om et racistisk motiveret drab på den 28-årige, der havde en mor fra Tanzania og en far fra Danmark.

Teorien blussede op, fordi den ene bror har et hagekors tatoveret på det ene ben, og fordi offeret fik et knæ for sin hals. Sidstnævnte gav mindelser om sagen i USA med den sorte mand George Floyd, der døde, efter en politibetjent lagde et knæ på hans hals under en anholdelse.

Den bornholmske sag trak også overskrifter uden for Danmark og så langt væk som i New York Times.

Chefanklager Benthe Pedersen Lund har derimod ikke rejst tiltale efter bestemmelsen om hadforbrydelser.

- Anklagemyndigheden skal bevise, at de tiltalte er skyldige. Vi har vurderet, at vi ikke har tilstrækkelige beviser i sagen til at henvise til det. De har haft et årelangt venskab forinden. Det er det, der er hovedfaktoren, siger hun.

Forsvareren for den yngste af brødrene, Henrik Stagetorn, forstår ikke fokusset på racisme.

- Det er jo ret uforståeligt, siger han og tilføjer:

- Der er intet i det. Det er der, hvor man nok bare må sige, at internettet går amok.

Trods afvisningen af det racistiske motiv afholder Black Lives Matter Danmark en demonstration mod racisme i Rønne på tirsdag – retssagens sidste dag.

/ritzau/