DONG hyrer vagter til at beskytte ansatte

30. mar 2012
De skal lægge ører til drillerier fra vennerne og stikpiller fra kunderne. Enkelte er sågar blevet spyttet på. Det har været surt at arbejde for DONG Energy, siden bestyrelsen blev tippet om fråds i ledelsen.

Selvom de er uskyldige i DONG-krigen mellem bestyrelsen og eks-direktør Anders Eldrup, er det især de menige medarbejdere i kundeservice og elektrikerne på gaden, der har været i skudlinjen under de sidste ugers mediestorm.

Formiddagsbladene har hængt dem ud for at spise helstegt haj til frokost, mens kunderne har bebrejdet dem for at opkræve ublu el-priser.

På hovedkontoret i Gentofte har DONG måttet hyre ekstra vagter til at passe på de ansatte.

Velkommen på forsiden!

Og det har ikke været uden grund.

"Journalister er trængt ulovligt ind på kontorerne i håbet om at finde noget snavs, mens fotografer har lusket rundt udenfor og taget billeder ind gennem vinduerne," oplyser koncernens kommunikationsafdeling.

Samtidig lader kunderne deres forargelse ramme de menige ansatte.

En af de DONG-medarbejdere, der har fået hældt en spand galde ned i sin indbakke, er Pia Isgaard. Hun sidder i selskabets kundeservice, hvor hun rådgiver erhvervskunder.

"Mange kunder er flinke og forstående, mens andre skriver og skælder os ud, fordi nogle få ledere er blevet forgyldt. De mener, at det er derfor, elektriciteten er så dyr," forklarer hun.

Stikpiller og spytklatter

Pia Isgaard kan lægge røret på, hvis en kunde bliver for meget. Det kan Henrik Klausen til gengæld ikke. Han er elektriker og står sommetider ansigt til ansigt med de sure kunder.

"Jeg har fået en del stikpiller på det sidste, men jeg er ikke blevet spyttet på, som en af mine kolleger er," fortæller Henrik Klausen, der er rystet over, at DONG-skandalen har fremprovokeret en så hadsk reaktion.

"Vi har heldigvis fået kurser i at håndtere konflikter, så jeg ved, hvornår jeg skal tie stille, og hvornår jeg skal gå min vej, hvis en kunde flipper ud," forklarer han.

Henrik Klausens kollega i kundeservice er også chokeret.

"Det er lavt, når kunder lader deres forargelse gå ud over montørerne på den måde. Det er jo ikke deres skyld, at nogle får højere løn end andre," mener Pia Isgaard.

[pagebreak]

'Jeg er stolt af mit job'

Pia Isgaard og Henrik Klausen er efterhånden dødtrætte af den massive mediedækning.

"Når man er glad for sit arbejde, så er det ærgerligt, når ens arbejdsplads bliver angrebet i pressen. Jeg føler ofte, at jeg skal forsvare og forklare mig," siger Pia Isgaard, der har arbejde i DONG i syv år.

"Jeg er stolt af mit job. Når jeg kommer hjem, tænker jeg: Hold da op, jeg har hjulpet en masse mennesker i dag. Men stoltheden lider lidt et knæk, når historierne er så negative," siger Henrik Klausen.

Ingen fed pension

Ingen af de to DONG-medarbejdere har dog i sinde at sige op.

"Det man ikke dør af, gør en stærkere, men jeg håber snart, at stormen tager lidt af," siger Pia Isgaard.

"Jeg får ikke en fed pension, men jeg har et godt job. Jeg er glad for de udfordringer, jeg får, og de kolleger, jeg har," siger Henrik Klausen.

12 eller 33 måneders løn

I selve sagen er anden runde overstået med to advokatundersøgelser, der begge konkluderer, at eks-direktør Anders Eldrup overskred sine beføjelser, og at det var i orden at give ham en fyreseddel.

Ifølge undersøgelserne burde han have orienteret sin bestyrelse om ekstremt høje lønkrav fra en lille gruppe ledere, der nu har fået øgenavnet 'guldfireren'.

Tredje runde  i sagen kommer til at foregå mindre offentligt, fordi Anders Eldrup planlægger at anlægge en voldgiftssag, der kommer til at foregå bag lukkede døre.

Voldgiften skal afgøre, om han har ret til et gyldent håndtryk på 12 måneders løn, som bestyrelsen foreslår eller på 33 måneders løn, som eks-direktøren selv mener at have krav på.

Gode råd...

...til DONG-medarbejdere og andre, der måtte ende i en mediestorm.

 

Vær åben

"Det er vigtigt, at der er en åben dialog både blandt de ansatte i teamet, men også mellem den enkelte og hendes teamleder."

 

"På den måde kan alle nemlig være med til at forhindre, at der er en ansat, der går rundt og tror, at det er hende, der har gjort noget forkert."

 

Snak ud

"Det er meget grænseoverskridende at blive spyttet på, og hændelsen kan blive traumatisk for ham, der bliver ramt af spytklatten."

 

"Derfor er det vigtigt at få snakket ud om situationen. Teamlederen kan for eksempel have en hotline, de ansatte - der er ude af huset - kan ringe til, hvis en kunde pludselig eksploderer."

 

Hjælp hinanden

"Det er vigtigt, at alle hjælper hinanden under en mediestorm som den her."

 

"Hvis et team i fællesskab sørger for at registrere tilfælde, hvor kunder går over grænsen, er det lettere for teamlederen at få et overblik over problemet, så det kan knuses, inden det begynder at belaste de ansattes psyke."

 

Anne Therese Schultz-Petersen

Tilsynschef, Arbejdstilsynet