Dokumentation: Daglejer til 90 kr i timen

27. jan 2013, 06:00
Se tilbud om billige daglejere, som virksomhedsejere modtager fra Baltic Workforce.

"Fleksibel og effektiv udenlandsk arbejdskraft til 90 kroner i timen".

Sådan lyder tilbuddet fra Baltic Workforce i et brev, som i løbet af 2012 er blevet udsendt til tusindvis af danske virksomheder.

Se brevet her.

I brevet præsenteres virksomhedsejere for den oplysning, at virksomheder uden overenskomst kan leje mandskab til en timeløn på 90 kroner - og at virksomheder med overenskomst kan benytte sig af samme tilbud ved hjælp af entrepriser, som indirekte også koster 90 kroner i timen.

Vikarbureauernes brug af underentrepriser udgør ifølge fagforbundet 3F i dag en af de største udfordringer for at sikre overenskomstsvarende lønninger på det danske arbejdsmarked.

Risikerer økonomisk skalle

I den brochure, som udsendes sammen med tilbuddet om billig arbejdskraft, understreger Baltic Workforce flere gange, at arbejdsgivere ikke  kan blive pålagt yderligere omkostninger.

"Som dansk firma sørger vi for, at vores medarbejdere er administreret fuldstændig efter reglerne for dansk ansættelse og betaling af sociale omkostninger, så vores kunder er sikret, at der ikke kommer yderlige betaling," skriver vikarfirmaet blandt andet.

Både arbejdsgiverforeninger, eksperter og fagforeninger vurderer dog, at man som overenskomstdækket arbejdsgiver risikerer en økonomisk skalle i form af efterbetaling af løn op til det overenskomstsvarende niveau - og i værste fald bod for brud på overenskomsten.

Baltic Workforce fralægger sig dog i praksis ansvaret for ekstra udgifter som følge af en arbejdskonflikt. Det fremgår af firmaets standardkontrakt.

Se uddrag af kontrakten her.