Togføreren Morten: Stanken af min mormors lig hænger stadig i næsen på mig

29. apr 2020, 12:24

DET VAR EN KOLD februar nat i 2005. Klokken var 01:30, da telefonen ringede og en svag grådkvalt mandestemme i røret sagde, at mor var død. ”Jeg kommer med det samme”, sagde jeg og lagde på.

LÆS OGSÅ: Togfører med opråb til passagerer: I begår respektløse og strafbare handlinger!

Da jeg ankom til mine forældres sommerhus, havde hjemmeplejen allerede været der og gjort hende istand. Hun lå inde i sengen, nærmest som hun plejede. Der var noget umærkeligt over det.

Mor var død! 61 år. Kræften havde ædt hendes lille krop indefra. Først brystkræft med fjernelse af det ene bryst til såkaldt “helbredelse” til pludselig ondt i ryggen, som viste sig at være rygmarvskræft.

12 TIMER FORINDEN havde jeg siddet hos hende og taget hende i hånden og aede hende på kinden.

Hun kunne ikke tage imod min omsorg og slog min hånd væk. Hun kunne ikke ha' det. Hun kunne ikke være i sin krop. Hun lå i et smertehelvede, som kun morfinen kunne tage toppen af.

Hun var urolig, og hendes tunge og ansigt var bedøvet af medicinen, så hun havde svært ved at tale samtidig med, at hun var tør i munden. Jeg gav hende lidt saftevand, som hun drak og rejste mig og gik ca. to meter væk, imens jeg iagttog hende. Jeg lukkede mine øjne og forsøgte at sende omsorgsfulde tanker og kærlighed hen til hende på afstand. Hun lå i sin røde lædersofa ved vinduet i sit elskede sommerhus. Der hvor hun elskede at ligge at putte med sin dyne og se fjernsyn, mens hun guffede krummende ostemadder. 

Min far fortalte, at hun var faldet til ro efter, at vi børn havde været der. 

NU SAD JEG SÅ så få timer efter igen hos hende og holdt hendes hånd og aede hende på kinden, og nu fik jeg også lov til at kysse hende på panden. Hun var allerede blevet kold. Hun så lidt sjov ud pga. det lidt spraglede orange tørklæde som hjemmeplejen havde bundet rundt om hendes hoved, for at kæbepartiet ikke skulle ligge nede på brystet, og hun skulle ligge med åben mund som døde mennesker nu gør, når alle muskler slipper. Alle der har set en buddhistisk munk ved hvilken slags orange farve jeg taler om. Hendes højre øje kunnet ikke lukkes, så det stirrede op i træloftet. Selvom mundvigene vendte lidt nedad, var der noget underfundigt mystisk smilende over hele hendes ansigt. Jeg kyssede hende igen på panden og mærkede den hårde og stivnende kulde mod mine læber. Hun blev koldere og koldere og mere stiv. Selv nu 15 år efter har jeg svært ved at sætte ord på det ansigt, hun efterlod. Et indsigtsfuldt, mystisk og nærmest selvbevidst ansigt, som tænkte: ENDELIG. 

Jeg kyssede hende igen på panden og mærkede den hårde og stivnende kulde mod mine læber. Hun blev koldere og koldere og mere stiv.
Morten F. Sørensen

Ved siden af min mors seng hang der en lille sort ramme, hvori der lå en gammel presset mælkebøtte. Selvom den var falmet og fladtrykt, var det som om, at man kunne mærke solens varme, duftene og den stærke gule farve som strålede som en sol, da den blev plukket i 1950´erne. Der var noget lys fra dengang, den blev plukket, som stadig var over min mors ansigt.

MEN HVORDAN FANDEN kommunikerer man sådan et udtryk, når mundvigene vender nedad, og et zombieøje nedstirrer de efterladte? Min mor var ikke bange for døden. Det sagde hun flere gange. Hun glædede sig til den sidste rejse, hvilket var ret irriterende at høre på. Hendes afklarede forhold til døden mærkede jeg første gang som 10-årig, da min mormor døde.

Stanken af min mormors lig hænger stadig i næsen på mig. Mormor lå fredfyldt i en kiste inde i mine bedsteforældres sovekammer. “Bare gå derind” sagde min mor nærmest kærligt opmuntrende til mig. Jeg kom ikke længere end til det første knirkende brædde. Jeg turde ikke. Men jeg så hendes ansigt og mærkede lugten. Luften var tyk af en lugt, som jeg ikke har mødt andre steder.

Jeg kom ikke længere end til det første knirkende brædde. Jeg turde ikke. Men jeg så hendes ansigt og mærkede lugten. Luften var tyk af en lugt, som jeg ikke har mødt andre steder.
Morten F. Sørensen

MEN MÅSKE ER det ikke døden, der er det værste. Nok nærmere det smertefulde liv inden døden. Det gode kvalitetsliv for min mor var for længst væk, og nu var det smertefulde medicinerede sygdomsbefængte helvedesliv også endelig væk. Og det var godt. Min mor var væk for altid og tilbage lå et løfte i hendes ansigt om, at det nok skal gå alt sammen. Et løfte om at alt er godt. ”Lev livet min dreng. Du må ikke være så bange for at leve og for at miste. Giv slip. Vær nysgerrig. Lyt! Grin og ha` det sjovt. Mærk! Lev og udlev!! Døden kommer til os alle."

DE SIDSTE TIMER med nærkontakt, mens min mor stadig var i live, og oplevelsen af den kolde død har gjort mig enormt afklaret om, hvor vigtigt det er at få mulighed for at sige ordentligt farvel. Både for de døende, men også for de levende.