Død for at få fuld godtgørelse?

27. sep 2011, 11:30
Krigsveteran har forsøgt at tage sit liv flere gange. Men ifølge myndighederne er han ikke syg nok til at få den maksimale erstatning for psykiske mén.

John er Balkan-veteran.

I 1993 var han på en fredsbevarende mission for FN. Efter to måneder midt i den blodige borgerkrig, sendte Forsvaret ham hjem med den begrundelse, at han var psykisk ude af balance.

"Jeg brugt det meste af min tid på en observationspost, der var under konstant beskydning. Hvis krigens partner ikke kastede motér-granater mod hinanden hen over hovedet på os, skød de løs på vores post. Det var i gåseøjne bare chikane-skyderi, men når kuglerne flyver om ørerne, er det svært at se humoren," fortæller den nu 39-årige førtidspensionist.

Fik panisk angst

I Johns hjemsendelses-papirer står der, at han udviklede en panisk angst, og at han derfor ikke var i stand til at varetage sit job i kritiske situationer.

Siden har den tidligere konstabel opholdt sig mere på psykiatriske afdelinger end i sit eget hjem. John har fået post-traumatisk stress (PTSD). En lidelse, der flere gange har fået ham til at forsøge at tage sit eget liv.

John har altså sin tidligere arbejdsgivers ord på, at han er blevet syg af krigstraumer. Han har også udtalelser fra specialister, der siger det samme. I hans journal er der flere eksempler på, at han somme tider er så psykisk syg, at han bliver suicidal eller selvmordstruet.

Alligevel har Arbejdsskadestyrelsen vurderet, at han kun har en mén-procent på 20, hvilket er 15 procent fra den maksimale mén-grad på 35.

"Vurderingen undrer mig. Hvis det ikke er nok at være selvmordstruet, som jeg er, må du jo skulle være mere død end levende for at få den maksimale godtgørelse, eller tager jeg fejl?" spørger han med et strejf af sarkasme i stemmen.

Hug tre fingre af

John anmeldte sin arbejdsskade i februar 2010, men har først fået en afgørelse for få dage siden. Arbejdsskadestyrelsen har lige som i tilfældet Heine Sinkbæk Andersen overskredet den tidsgrænse, der i loven er fastsat til maksimum et år, men ifølge John er den ulovlige sagsbehandlingstid ikke det værste.

"Det er både meningsløst og uretfærdigt, at myndighederne næsten aldrig bruger mén-tabellens maksimum i sager om psykiske arbejdsskader. Missionen på Balkan har ødelagt mit liv, men selvom jeg er 100 procent invalid, bliver min mén-grad kun vurderet til at være 20 procent," siger John, der efter en tænkepause tilføjer:

"Jeg ville ønske, at Arbejdsskadestyrelsen ville hugge tre fingre af min højre hånd og give mig min psykiske sundhed tilbage. På den måde ville jeg få en méngrad på 35 procent."

Flash backs fra Krigszonen

I dag er John så syg, at han ikke kan gå en tur i skoven uden at blive både fysisk og mentalt træt. Om natten holder flash backs fra krigszonen ham vågen. Flash backs, der er så voldelige, at han ikke har lyst til at tale om dem. Men trætheden er ikke det værste.

"PTSD'en gør mig følelsesløs. Jeg kan ikke mærke kærlighed eller oprigtig glæde. Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende. Jeg forstår ikke at myndighederne mistænker soldater som mig for at snyde. Ingen går igennem det vi gå igennem for sjov," siger han.

John bruger det meste af sin tid foran computeren, hvor han chatter med andre krigsveteraner, der er kommet i klemme.

"Der er mange derude som mig, men uanset hvor syge vi er, tror jeg ikke, at Arbejdsskadestyrelsen vil bruge den maksimale mén-grad, så de kan få den maksimale erstatning. Jeg har mistet tilliden til, at styrelsen vil de tilskadekomne det bedste," siger han.

Ikke den sidste med PTSD

Myndighedernes håndtering af sagen får John til at bekymre sig for sine yngre kolleger. Han frygter, at de soldater, der i disse år vender hjem fra Afghanistan med psykiske skader, også vil blive afvist, hvis de går efter den maksimale méngrad.

"Stakkels dem. Jeg tror ikke, at lovændringen vil ændre noget som helst. De psykiske mén er varige, men usynlige, og det gør det ekstra svært for den soldat, der anmelder skaden. Når han deltager i paraden efter missionen, vil ingen lægge mærke til ham. Han går jo ikke rundt med en bandage om hovdedet. Jeg tror, at det bliver lige så svært for Afghanistan-veteranerne, som det har været for os Balkan-veteraner. De vil komme væltende om 10 år bare vent og se," slutter John.

Johns fulde navn er redaktionen bekendt.