Discountkonge sipper champagne i privatflyet

16. jul 2013
61årige Odd Reitan er blevet rig på discountvarer. Nu drikker han champagne i sit privatfly.

61-årige Odd Reitan er den fjerderigeste mand i Norge. Ifølge Kapitals liste over landets rigeste er han god for 24,3 milliarder kroner. Det skriver norske Dagens Nyheter.

Odd Reitan er blevet rig på at have startet discountsupermarkedskæden Rema 1000. Men i dag er hans liv langt fra discount.

”Det er dejligt at have god økonomi. Jeg kan vælge at købe hvad som helst, men jeg kan også vælge at lade være. I stedet for at stræbe efter nye flotte ting bliver det ofte til, at jeg vælger at lade være,” siger han.

Af og til forkæler han dog sig selv med en tur i sit privatfly, og så får den ikke for lidt, fortæller han til Dagens Nyheter.

”Det at flyve privat er egentlig alt for dyrt – og lidt galskab – men jeg gør det alligevel. Jeg har jo råd til det. Så bliver det ofte til et glas champagne for at minde mig selv om, at dette er vældig specielt. Jeg håber, at jeg aldrig oplever at sætte mig i flyet med et stort gab,” siger Odd Reitan.

Kilde: Dagens Nyheter