Direktør: Så hold dog fri!

14. okt 2009
Direktør: Betal selv et par fridage, gå i skoven med børnene og drik rødvin om aftenen. Metal: Ja, ja, tøv en kende

Gør krisetid til ferietid.

Sådan lyder et af de mere behagelige, men også dyre, råd fra Søren Fischer, direktør på Randers Tandhjulsfabrik A/S og lokalformand for Dansk Industri i Randers-Norddjurs.

Han synes det er supergodt, når medarbejderne holder fri her i efterårsferien. Som han så bramfrit udtrykker det, skal der ¨'strøm på batterierne før den lange vinter' - men hvorfor nøjes med den aftalte ferie og eventuelle afspadseringsdage?

Husk rødvinen

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"I en tid, hvor firmaerne har for lidt at lave, hvorfor så ikke investere i sig selv og sin familie? Gå en tur i skoven med børnene og gå så hjem og nyd hinanden. Og husk en god flaske rødvin," lyder rådet fra direktøren.

Men hvem skal betale? Det skal medarbejderen selv.

"Skatten betaler jo størsteparten og hvis man ikke har tid til det nu, hvornår så? Det er jo nu, i krisetiden, at man skal give sig selv og virksomheden en hånd i en svær tid."

Randers Tandhjulsfabrik A/S har været igennem et par fyringsrunder og i dag er der kun 50 ansat på den familieejede virksomhed.

Mødte modstand

Færre kan der ikke være i følge direktøren og derfor begyndte han for 5-6 måneder siden at opfordre medarbejderne til at holde flere fridage.

Andre virksomheder, f.eks. Danfoss på Als, har tidligere barslet med de samme tanker og mødte dengang stor modstand hos 3F.

Så skarp er holdningen ikke hos Metal i Randers, som organiserer medarbejderne på Randers Tandhjulsfabrik A/S. Men de opfordrer absolut heller ikke medarbejderne til at følge direktørens gode råd.

Pas på dagpengene

"Det er fint at få afspadseret overtid og brugt sin ferie nu, hvor der ikke er så meget at lave, men fri for egen regning, det er ikke løsningen," siger Henrik Leth, formand for Metal i Randers.

"Hvis man ikke har en høj løn, kan man risikere at blive beskåret i dagpengene, hvis man senere bliver fyret. Så vi vil ikke opfordre medlemmerne til det - men vi kan heller ikke gøre noget for at forhindre det," siger han.