Kontrollørerne hos Fynbus er tilbage på jobbet - og de har masser at se til. Arkivfoto. Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix

Direktør raser over kunder: - Det er grænseoverskridende

7. maj, 14:17
Coronakrisen har fået de fynske passagerer til at snyde og køre uden billet, når de har taget bussen. Nu varsler direktør for Fynbus, at der venter højere bøder, hvis man bliver taget i snyd af en kontrollør.

Det kniber for de fynsk passagerer med at vise gyldige billetter, når de under coronakrisen er blevet mødt af en kontrollør i bussen. Det skriver Fyens.dk.

LÆS OGSÅ: Inger Støjberg raser: "Fuldstændig galt"

Den normale snydeprocent er på to procent, når kontrollørerne tjekker de rejsendes billetter hos Fynbus, men den globale pandemi har som bekendt vendt op og ned på, hvad der er normalt.

Nu ligger snydeprocenten på ti procent, hvilket får Carsten Hyldborg, der er direktør hos Fynbus, til at tale med versaler.

- Det er jeg faktisk forarget over - det er grænseoverskridende, og det vil vi simpelt hen ikke acceptere, siger han til Fyens.dk.

Direktøren oplyser, at trafikselskabets syv kontrollører af hensyn til smitterisikoen har været hjemsendt under de første uger af coronakrisen. Men i mandags kom så dagen, hvor kontrollørerne, der var bevæbnet med håndsprit, mundbind og engangshandsker, skulle tilbage på jobbet. 

Og de fik travlt med at skrive bøder ud.

I alt blev 300 passagerer tjekket - og af dem kunne ti procent ikke fremvise en gyldig billet. Flere af dem, der fik bøder, ville ikke oplyse deres identitet, og derfor måtte kontrollørerne flere gange ringe til politiet.

Nu varsler direktøren, at man hos Fynbus ønsker at hæve prisen for at køre uden billet, så det fremover skal koste 1.200 kroner, hvis man bliver snuppet af en kontrollør. I dag er bøden på 750 kroner, men står det til Carsten Hyldborg, så venter der en bøde på 2.000 kroner, hvis man i fremtiden ikke vil oplyse sin identitet, når man bliver taget i at "køre sort" i bussen.

Det er nu op til trafikselskabets bestyrelse at beslutte, om de vil gøre alvor af truslerne og hæve det nuværende bødeniveaue.