- Jeg er ikke tilfreds med, at de laver sådanne fejl, siger direktør for andeslagteri om Fødevarestyrelsen, der nu trækker kontrolrapport tilbage. Foto: Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix (modelfoto)

Direktør raser: Kæmpe-brøler på det allerværste tidspunkt

16. jan 2020, 19:44
Fødevarestyrelsen trækker deres kontrolrapport tilbage, men direktør på slagteri er langt fra tilfreds.

Der er afføringsrester på mange af de slagtede ænder.

LÆS OGSÅ: Her er danskernes dom over OK-forhandlinger: Så mange tror på konflikt

Sådan lød det klamme budskab, da kontrollanter fra Fødevarestyrelsen skrev deres rapport om forholdene på slagteriet Dan Duck på havnen i Struer.

Kontrolrapporten, der blev skrevet på baggrund af et kontrolbesøg på andeslagteriet den 17. december 2019, blev senere omtalt i flere af de danske medier.

Hardy Eskildsen, der er direktør på den vestjyske virksomhed, hørte første gang om resultaterne af kontrollen, da han den 20. december læste følgende overskrift i Ekstra Bladet:
 
”Her vasker de ikke hænder: Lort på danske juleænder”.

Historien om de uhygiejniske forhold kom på det allerværste tidspunkt for Dan Duck, da handlen med ferske ænder topper lige omkring jul.

Nu trækker Fødevarestyrelsen deres rapport tilbage og erkender, at der er sket en fejl. Det skriver Dagbladet Holsebro Struer.

- Det var oplysninger fra slagteriet, der fik os til at trække kontrolrapporten tilbage og dermed også den indskærpelse, der fulgte med, siger Rikke Aagaard, der er Fødevarestyrelsens kødkontrolchef,  til avisen.

Selvom Hardy Eskildsen nu kan glæde sig over, at rapporten er trukket tilbage, så er han langt fra tilfreds med Fødevarestyrelsen.

- Jeg er ikke tilfreds med, at de laver sådanne fejl. Det er ikke i orden, at man skaber utryghed hos de danske forbrugere, og slet ikke når der ikke er hold i anklagerne, siger han.