Petermodin
Foto: Peter Modin/ Privat

Direktør: Pas på de faglige senfølger af corona

21. apr 2021, 17:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

I december 2020 blev Danmark lukket ned, og mange børn både på mellemtrinnet og i udskolingen har været henvist til fjernundervisning og selv om mange elever så småt er begyndt at vende tilbage, er alt stadig ikke som det plejer.

Ligesom for de voksne har coronaen vendt børnenes hverdag på hovedet, men hvor de fleste voksne nok har kunnet få det til at fungere på distancen, så er det straks sværere for børnene, hvoraf en del slet ikke har trivedes med situationen og på sigt måske vil komme til at opleve en række sociale og faglige senfølger.

LÆS OGSÅ: Efter måneder med fald: Nu stiger beskæftigelsen

En ny, stor undersøgelse gennemført af YouGov for Learny viser, at hele 43 procent af danskerne mener, at lærerne i folkeskolen har klaret det enten godt eller ”meget godt”. Men det sker på en baggrund af svære omstændigheder, og det er tydeligt, at pandemien har kostet på fagligheden, vurderer et flertal af danskerne (62 procent) - og det bliver et problem på lidt længere sigt.


Både undervisere og elever har skullet vænne sig til helt nye former for undervisning, og hvis man som lærer før i tiden kunne opleve at blive udfordret i sin iver for at få alle eleverne til at hænge i, udvikle sig og blive udfordret, så er det ingenting sammenlignet med situationen i dag, hvor meget undervisning stadig foregår via for eksempel Teams eller Zoom med de begrænsninger, der medfølger.

Det er ikke fair, at de børn i form af tabt faglighed skal bøde for, at deres forældre har taget et ekstraordinært stort ansvar under pandemien. 
Peter Modin, administrerende direktør i Learny, en del af Moment Group 

Og det hjælper heller ikke, at driftige elever selvfølgelig hurtigt knækkede koden til frihed med undskyldninger som ”min mikrofon virker ikke”, ”mit internet er dårligt lige nu” eller ”mit kamera er i stykker” - og eftersom læreren jo ikke kan bevise, at det ikke passer, så kan ungerne således nemt lukke ned for skolen og drøne ud for at lege eller slå over i et spil i stedet for.

Børn er børn, men netop derfor skal de også mødes med faste rammer og venlig disciplin i forhold til opdragelse og skolearbejde.  

LÆS OGSÅ: Dansk Metal: Lad os fastholde det momentum vi endelig har fået

Det er selvfølgelig ikke noget stort problem i de familier, hvor forældrene også har været hjemsendte og derfor har kunnet tjekke børnenes skolearbejde, men der er også en stor del af de danske lønmodtagere, der hver dag er mødt ind på arbejde for eksempel i sundhedssektoren, i smitteopsporingen eller i butikker og mange andre steder – mens deres børn har siddet hjemme uden opsyn. 

Det er ikke fair, at de børn i form af tabt faglighed skal bøde for, at deres forældre har taget et ekstraordinært stort ansvar under pandemien. 

Det er helt afgørende, at vi hurtigt finder frem til de elever, der er blevet tabt på corona-banen, og finder ud af, hvor slemt det står til.
Peter Modin, administrerende direktør i Learny, en del af Moment Group

Når skolerne igen vender tilbage til fysisk fremmøde hver uge- og det gør de forhåbentlig snart - så mener jeg, at det er helt afgørende, at vi hurtigt finder frem til de elever, der er blevet tabt på corona-banen, og finder ud af, hvor slemt det står til. Og så skal vi have lagt en plan for, hvordan vi hjælper dem med at indhente det forsømte - ikke bare socialt men også fagligt.