DA JEG VAR BARN, kan jeg huske, at vi i den lokale badmintonklub syd for Aarhus sad og pakkede kasser med forskellige produkter for firmaer, så vi kunne tjene penge til den næste klubrejse til øen Fanø. I nogle menneskers optik ville det sikkert kunne tendere børnearbejde, og der vil givetvis også være nogle, som vil finde den form for arbejde fordummende eller nytteløst. For os børn var det egentlig bare en måde at sikre, at vores fælles og højtelskede klub kunne gentage den årlige tradition til glæde for både børn, voksne og frivillige.

Om Jonathan Løw

Jonathan Løw er iværksætter, foredragsholder og rådgiver indenfor innovation, iværksætteri og ledelse.

Jonathan Løw har været med i opstarten af 4 virksomheder samt skrevet 3 bøger om emnet. To af disse bøger er blevet #1 bestsellere – heriblandt GURUBOGEN. 

Hans filosofi handler om det, Jonathan Løw kalder for at lytte højere – Listen Louder.

JEG TÆNKER TILBAGE på den tid med glæde og stolthed, og måske provokerer det mig derfor også ekstra meget, når man skal høre voksne mennesker klage over, at de enten bliver sendt ud i nyttearbejde, der ikke giver mening for dem, eller at jobcentret ikke i tilstrækkelig grad understøtter deres rejse imod det forjættede land – Drømmejobbet!

TJOH – der findes da givetvis drømmejobs derude, men arbejdsmarkedet er nu engang ikke sådan en 1:1 Drømmefabrik, hvor jobcentre, sagsbehandlere og andre offentlige instanser på magisk vis kan sikre den enkelte et arbejde fyldt med mening, selvudfoldelse og tilfredsstillelse.

Faktisk bør vi være taknemmelige for, at der overhovedet er hjælp at hente. Det er ikke en selvfølge. Naturligvis går ingen ind for et system, som direkte modarbejder jobskabelse, men det er også blevet en hyppig fortælling at give det offentlige skylden for, at man bliver fastholdt i ledighed, aktivering eller arbejdsprøvning frem for selv at tage ansvar for sit liv.

NATURLIGVIS SKAL der tages forbehold for de alvorligt syge. Jeg har selv været syg et år med depression, og dengang var jeg dybt taknemmelig for at bo i et land, hvor der findes en ordning som sygedagpenge. Den slags betaler jeg hellere end gerne ind til.

I det hele taget er det utroligt meningsfyldt, at man som samfund måler sig på, hvordan man tager sig af sine svageste. De hjemløse. De alvorligt syge. Dem der bare ikke kan arbejde.

Heldigvis tilhører disse fåtallet. Flertallet har derimod et ansvar for at hjælpe fåtallet, og derfor er det på tide, at vi får gjort op med fortællinger omkring, at den enkelte har ret til at finde et job, hvor vedkommende kan bruge alle sine kompetencer. Selvfølgelig har man ikke den ret!

DERIMOD HAR VI alle den pligt, at hvis vi ellers ikke er alvorligt syge, så må vi tage det arbejde, vi kan få. Hvis vi ikke vil det, så skal vi være så hjertens velkomne til at takke nej, men så må vi også selv finde ud af, hvordan vi vil forsørge en sådan tilgang til fællesskabet.

Et godt bud på at få sit drømmejob er at skabe det. Vi har nemlig brug for langt flere iværksættere , selvstændige og freelancere i fremtiden. Ønsker eller evner man ikke det, så er det naturligvis fuldstændig legitimt, men så må man tage det, man kan få. Ikke møde fællesskabet med forventninger om, at vi alle er ansat i en slags Drømmefabrik.

JEG SÅ FOR NYLIGT et TV-indslag fra den ø, hvor jeg i tidernes morgen tog på badmintonlejr. Den badmintonlejr vi havde siddet og pakket pakker for at kunne komme på.
I TV-indslaget følte en ledig akademiker sig angiveligt ydmyget, fordi kommunen havde sendt hende ud på øen for at gøre rent på rastepladser og p-pladser. Hun mente ikke, at hendes kompetencer kom i spil, og hun mente ikke, at det var den rette vej til hendes drømmejob.

Nu skal jeg ikke kunne sige, hvad vedkommende har læst som akademiker, men havde det været psykologi eller filosofi, så ville hun vide, at mening er noget, vi vælger at tilføre ting her i livet. Ikke noget der er objektivt eller givet på forhånd.

FOR NOGLE ER det netop meningsfyldt at gå og gøre rent på rastepladser. For andre ikke. I den optimale af alle verdner, så er det dem, der finder det meningsfyldt, som udfører arbejdet, men arbejdsmarkedet fungerer ikke på den måde 1:1 med drømme og virkelighed.

Derfor kunne man i stedet vælge det mindset, at det er meningsfyldt uanset hvad at gøre rent på rastepladserne, fordi man udfylder en rolle til glæde for fællesskabet – ligesom vi gjorde som børn i sin tid i badmintonklubben. Var det ligeså fedt som at se Børnetime i fjernsynet? Helt sikkert ikke. Men vi gjorde det alligevel.

Jeg tror personligt enormt meget på fællesskabet. Imidlertid er det et fællesskab, hvor vi skaber ting fælles. Ikke en abstrakt størrelse som man som individ bare kan trække på, når man har lyst, eller give skylden, hvis man ikke lige føler, at livet går ens vej.

DET ENESTE SIKRE, man kan sige om fremtiden for vores samfundsmodel, er, at såfremt der bliver for mange, som modtager ydelser, og for få, der arbejder, så vil det kollapse. For at undgå dette kollaps så er det på tide at gøre op med tanken om, at fællesskabet er til for du og jeg. Nej – fællesskabet er noget, vi skaber, ligesom iværksætteri handler om at sætte iværk – ikke om at drømme.

At ønske at få sit drømmejob er en fin drøm, og måske går den en dag i opfyldelse – måske ikke. Det ligger imidlertid helt fast, at drømme ikke er det, som skaber smør på brødet. Det gør derimod handling og hårdt arbejde. Derfor skal et samfund måles på, hvordan vi i flok tager os af de svageste. Ikke på dets evne til at agere Drømmefabrik.

Dette er et blogindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].