Informationschef i Coop Danmark, Jens Juul Nielsen. Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Direktør efter brøler: ”Jeg må lægge mig ned”

23. dec 2019, 17:01
Coop har sovet i timen og indrykket en annonce med et tilbud, der hørte fortiden til.

I mandagens udgave af Jyllands-Posten er der trykt en annonce for, at man kan spare 25 procent på alt legetøj i Coop.

Det ville dog kræve en tidsmaskine, hvis man ønsker sig at benytte sig af tilbuddet, skriver Ekstra Bladet.

I annoncen står der, at tilbuddet gælder fra den 20. til 22. december 2019 – og det betyder, at tilbuddet allerede hørte til fortiden, da Jyllands-Posten udkom mandag den 23. december. 

Jens Juul Nielsen er informationsdirektør i Coop, og han beklager over for Ekstra Bladet, at annoncen udløb 24 timer før, den blev trykt i avisen.

- Jeg må lægge mig ned og sige, at det er vores fejl, at den er kommet for sent i avisen, siger han og forklarer, at man hos Coop ikke kan forlænge tilbuddet.

Jens Juul Nielsen uddyber til Ekstra Bladet, at det til Coops forsvar skal siges, at det tydeligt står i annoncen, at rabatten kun gælder fra den 20. til 22. december.

- Så vi har bare spildt nogle penge på at have annoncen nogle dage for sent i avisen, afslutter han.