En handelsesaftale mellem EU og Storbritannien er nært forestående og kan komme meget snart ifølge unavngiven højtstående EU-diplomat. Her Boris Johnson og Ursula von der Leyen (Arkivfoto) Foto: Henry Nicholls/Reuters

Diplomat: Handelsaftale på vej mellem Storbritannien og EU

23. dec 2020, 16:27
En handelsaftale mellem EU og Storbritannien er tæt på og kan komme allerede i dag, siger en EU-diplomat.

EU-landenes diplomater er parate til at rykke ud straks, skulle der komme hvid røg fra de igangværende forhandlinger i Bruxelles mellem Storbritannien og EU.

Onsdag lyder det fra flere diplomater, som nyhedsbureauet Reuters har været i kontakt med, at en aftale er nært forestående.

Regeringskilder i London maner til ro. De siger, at parterne på to punkter fortsat er uenige.

Men EU-landenes repræsentanter har de seneste dage holdt sig klar, for tiden løber ud om blot otte dage, når den overgangsperiode, der trådte i kraft, da briterne forlod EU 31. januar, slutter.

Også BBC's politiske redaktør, Laura Kuenssberg, skriver, at en aftale er tæt på.

- David Frost (Storbritanniens chefforhandler, red.) og EU's Stéphanie Rico er stadig i forhandlingslokalet i Bruxelles - aftalen er ikke færdig. Det lader til, at der kommer en aftale i aften. Men intet er underskrevet endnu, skriver hun.

Hun skriver desuden, at det ikke er alle EU's medlemslande, der har set aftaleudkastet.

- Det er tydeligt, at vi er på sidste etape. Men det er ikke slut endnu, og parterne forhandler stadig i 11. time denne eftermiddag, skriver hun på Twitter.

Det var oprindeligt planen, at aftalen, der fylder omkring 2000 sider, skulle være klar, i tide til at Europa-Parlamentet kunne debattere og godkende den ved afstemning.

Men tiden er løbet fra den køreplan. I stedet er det målet at indgå en aftale, der får midlertidig virkning fra 1. januar, hvorefter godkendelsen må komme på forventet efterbevilling.

EU-landene skal dog sige ja til dette, og derfor har diplomater i flere dage holdt sig parate til at rykke ud, så snart chefforhandlerne siger, at de er klar.

Slutspurten handler om fisk. EU-landene ønsker sikkerhed for at kunne fiske i britisk farvand, når Storbritannien bliver en uafhængig kyststat, der bestemmer over egne farvande.

Briterne vil ikke acceptere, at EU fastholder samme ret som før. Men EU står omvendt med et stærkt kort på hånden, idet Storbritannien afsætter fiskeprodukter i EU for et væsentligt beløb.

Kompromisset findes et sted, hvor EU sikres en reduceret adgang til at fiske i britisk farvand - i en begrænset periode. Sådan har EU's chefforhandler udlagt processen den seneste uge.

En fransk kilde siger onsdag til nyhedsbureauet Reuters, at briterne har "givet store indrømmelser i de seneste 48 timer".

Et udspil fra briterne tidligere i december lød at sikre EU-fiskerne en 80 procents reduceret adgang i tre år.

Det blev afvist som helt utilstrækkeligt både på mængden og tidshorisonten, og det krav har briterne ifølge kilden forladt.

En aftale vil sikre, at handlen med varer kan forblive toldfri og afgiftsfri efter nytår. Varehandlen er omtrent halvdelen af den samlede handel mellem briterne og EU-landene.

/ritzau/