Din helligdag kan være reddet

4. jun 2012, 18:00
St. bededag og andre helligdag kan gå fri i trepartsdramaet. Det siger centrale kilder.

Book lystigt din pinse- eller store bededagsferie anno 2013.

Nogenlunde sådan kan toner fra de meget omtalte trepartsforhandlinger sammenfattes efter dagens forhandlinger i Finansministeriet mellem fagbevægelsen, arbejdsgivere og regeringen.

"Det bliver en feriedag før helligdag. En helligdag kommer ikke igen," lyder det fra en højtstående kilde i LO, der ikke ønsker at lægge navn til udtalelsen af hensyn til forhandlingsklimaet.

I fagbevægelsens top er ræsonnementet, at når de bedre tider formentlig vender tilbage i løbet af en årrække, så kan en feriedag bedre 'tilbageerobres', mens nedlæggelsen af en helligdag vil være mere definitiv.

Hverken finansministeren, Bjarne Corydon (S), eller beskæftigelsesministeren, Mette Frederiksen (S), ønsker at forholde sig til konkrete elementer i de sårbare forhandlinger.

"Det vil jeg overlade til dem selv (arbejdsmarkedets parter, red.) at kommentere. Det, tror jeg, er alt for tidligt for mig at give en vurdering af," siger Corydon.

Anderledes åbenmundet er FOA's formand før dagens drøftelser.

"Jeg tror, LO har opgivet tanken om helligdage. De tænker mere på at opnå enighed om, at en feriedag ryger i svinget," vurderer Dennis Kristensen.

At inddragelsen af en feriedag i femte ferieuge indgår i trepartsforhandlingerne fremgår ligeledes af det baggrundsnotat, som Finansministeriets embedsfolk udarbejdede op til dagens møde.

Her fremgår det, at en feriedag færre for landets lønmodtagere vil give 10.000 flere arbejdspladser og to mia. kr. i statskassen i 2020.

"Afskaffelse af feriedage (i den 5. ferieuge) og/eller helligdage kan øge det effektive arbejdsudbud gennem en forøgelse af den årlige præsterede arbejdstid og styrke de offentlige finanser gennem højere skatteindtægter," lyder det.

En meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV 2 viste 2. maj, at seks ud af ti danskere afviste at knokle på store bededag.