20200818-121754-L-1920x1920we
DI foreslår blandt andet, at man fra jobcentrets side investerer i et stort kørekort, hvis den ledige er interesseret i at blive chauffør. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dansk Industri med stor plan: Vil skabe 110.000 nye job

28. sep 2020, 17:06
Dansk Industri vil med ny 2030-plan skabe 110.000 nye job i det private og løfte velstanden med 100 milliarder kroner. Det skal blandt andet ske ved at øge arbejdsudbuddet og en afskaffelse af langvarig aktivering af ledige.

110.000 nye job i det private og et løft af den danske velstand med 100 milliarder kroner.

Sådan lyder Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industris (DI), løfte til politikerne, hvis de tager den 2030-plan, som DI søndag præsenterede i Berlingske, til sig. 

LÆS OGSÅ: Medlemmer troede, de var medlem af en fagforening: Nu risikerer de skattesmæk

Planen er udarbejdet forud for DI's topmøde tirsdag og skal med sine 188 konkrete forslag sikre, at Danmark når i mål med de store politiske ambitioner om blandt andet at reducere CO2-udledningen. 

Men hvordan får mange penge til den slags, når man som land står i en krisesituation, hvor hjælpepakker på flere hundrede milliarder tærrer på statskassen?

Ifølge DI handler det blandt om, at man får øget arbejdsudbuddet med 75.000 fuldtidspersoner. Og spørger man vicedirektør i DI, Steen Nielsen, skal det blandt andet gøres muligt ved, at man afskaffer den langvarige aktivering af ledige og i stedet indfører kortere jobrettede forløb, så man hurtigere kan komme i arbejde.

- Der er jo allerede nogle muligheder for korte forløb, men de kan efter vores opfattelse bruges mere målrettet. Og det er er altså bedre end at sætte folk i gang med lange uddannelsesforløb, der ikke retter sig mod noget bestemt og bagefter ikke har hjulpet så meget, siger Steen Nielsen.

Med kortere jobrettede forløb menes der forløb, der har helt bestemte jobsigte, forklarer Steen Nielsen. Det kunne eksempelvis være, at man fra jobcentrets side investerede i et stort kørekort, hvis den ledige er interesseret i at blive chauffør.

Noget, der da også kan være særligt gavnligt i en krisetid som den, vi befinder os i, pointerer Steen Nielsen:

- Der er jo nogle ret gode jobmuligheder for tiden - også selv om vi har været gennem en kriseperiode. Derfor er det vigtigt, at det er det, de ledige har for øje, at de skal skynde sig at få et nyt arbejde. Det er ikke en god tid til at tage en lang uddannelse, siger han. 

Udover planen om at skabe 75.000 flere job, vil DI også bruge 25 milliarder kroner på at fastholde danske virksomheders konkurrenceevne. Organisationen vil omlægge SU'en, således det bliver mere attraktivt at søge ind på en uddannelse med gode jobmuligheder. Og DI vil afskaffe modregningen af arbejdsindkomst i folkepensionen.

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.

Det handler om at skabe muligheder

Vicedirektør Steen Nielsen erkender, at det er en ambitiøs plan, der kommer til at kræve mange års arbejde at få implementeret. 

Det er rigtig mange forslag, vi stiller, så det er ikke noget, man kan gennemføre fra den ene dag til den anden
Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri

- Det er meget ambitiøst, det er der ingen tvivl om. Det er rigtig mange forslag, vi stiller, så det er ikke noget, man kan gennemføre fra den ene dag til den anden. Vi kigger jo ti år frem og giver vores bud på, hvor samfundet bør bevæge sig hen, siger han.

Steen Nielsen ser dog ikke coronakrisen som nogen forhindring for at gå i gang allerede i dag.

- Det handler jo i virkeligheden meget om at få nogle flere af de mennesker, som i dag står uden for, ind på vores arbejdsmarked. Og det synes jeg allerede forudsætningerne er til stede for i dag, siger Steen Nielsen og fortsætter:

- Og så handler det om at skabe nogle muligheder i Danmark, der gør os i stand til at investere i de ting, der er meget store politiske ønsker om. I vores plan anviser vi nogle veje til at finansiere ting - blandt andet ved at øge arbejdsstyrken med 75.000. Det giver et kæmpestort beløb, der kan omsættes til nogle af de ting, vi allesammen kunne tænke os.

Dansk Industris 2030-plan

DI vil med sin 2030-plan blandt andet...

  • Sætte 18 milliarder kroner af til initiativer, der reducerer CO2-udledning.
  • Sætte 12,5 milliarder kroner af til offentlige investeringer i mere forskning og udvikling, bedre uddannelser samt mere digitalisering og bedre trafikforbindelser i 2030.
  • Bruge 25 milliarder kroner på virksomhedernes konkurrenceevne - noget, der svarer til en reduktion af skattertrykket fra 44,3 procent til 42,2 procent.
  • Bruge 33 milliarder kroner på offentlig velfærd.

Kilde: Dansk Industri.