DF vil have klapjagt på østarbejdere

10. sep 2009
DF: Skat og politi skal undersøge, om østarbejdere nasser på det danske system.

Dansk Folkeparti vil have politi og Skat til at tjekke biler fra det tidligere Østeuropa, som står rundt om i de danske villakvarterer.

Efter 14 dage skal bilerne omregistreres til dansk takst ifølge reglerne.

"Hvor tit ser man ikke polsk indregistrerede biler stå i villakvartererne i lange perioder? Det må være folk, der bor her og har børn i skolerne, men som ikke vil betale og i stedet nasser på det danske system," siger DF's Kristian Thulesen Dahl, som netop har fremlagt partiets forslag til ændringer på finansloven.

Et er kravene er mere kontrol med biler det tidligere Østeuropa.

"Hvordan kan du vide, at de ikke bare er på arbejde?"

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Vi har en klar ide om, at de bor her, men det kan man jo tjekke. Er børnene tilmeldt i skolen, er der tegnet lejekontrakt for en længere periode f.eks.," siger Thulesen Dahl.

"Er det et udbredt problem?"

"Det er vi sikre på, og det er et nemt sted at tjekke," siger Kristian Thulesen Dahl.

Allerede nu foretager Skat og politi kontrol med de udenlandsk indregistrerede biler - alene i årets første syv måneder blev der foretaget 370 kontroller i København.

"De senere dage har vi beslaglagt en del biler af de dyre. Det er BMW'er nu, ikke Trabanter," siger Lars Klamer, indsatsleder hos Skat.