DF sætter bremsen i for ny skattereform

14. nov 2008
Dansk Folkeparti stikker nu en kæp i hjulet for regeringens stort anlagte skattereform.

Regeringen ønsker nemlig at sænke skatten markant på arbejde her til foråret, men det siger støttepartiet nej til.

Det er ikke tiden til omfattende skattereform midt i en økonomisk krise, lyder det fra DF.

"Vi burde pakke skattereformdiskussion sammen og lave et fortsat skattestop. Vi har ikke brug for usikkerhed, og det kan skattedebatten medvirke til," siger DF-gruppeformand Kristian Thulesen Dahl til TV 2.

Den udlægning er skatteminister Kristian Jensen dog uenig i.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i ambitionen om en omfattende skattereform, som kan være med til at give danskerne en motivation til at arbejde noget mere," siger Kristian Jensen.

Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt støtter op om regeringens ønske om en reform på skatteområdet.

"Jeg er overbevist om, at det vil være godt for Danmark og dansk økonomi, hvis vi får en skattereform, der er fuldt finansieret, og som sikrer, at vi kan sænke skatten på helt almindelige lønmodtageres indtægter."

-Newspaq

faktaboks