DF: Regeringen har lavet en Frank Jensen

15. okt 2011
Venstres næstformand vil vædde en flaske god vin på, at den nye regering ikke ansætter en eneste spindoktor uden for partiernes inderkreds. Dansk Folkepartis næstformand mener, at ansættelsesproceduren er under al kritik.

Oppositionen lægger ikke fingrene imellem, når den bliver bedt om at kommentere regeringens ansættelse af særlige rådgivere eller rettere spindoktorer.

"Det er under al kritik, at regeringen slår falske jobannoncer op. Det lugter jo langt væk af en Frank Jensen," lyder det fra næstformanden i Dansk Folkeparti.

Peter Skaarup henviser til en sag fra 2010.

Dengang fik Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), besked på at redegøre for, hvorfor han havde ansat to fra sin stab under valgkampen, en sekretær for socialdemokratiske folketingsmedlemmer plus tidligere trafikminister Jacob Bukstis (S) kone.

Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, kaldte dengang ansættelsesproceduren 'meget kritisabel'.

V: Afskaf reglerne

Også Venstres næstformand, Kristian Jensen, mener, at jobannoncerne er proforma.

"Jeg vil vædde en flaske god vin på, at den nye regering ikke ansætter en eneste spindoktor uden for partiernes inderkreds," siger han.

Kristian Jensen tror som Tim Knudsen, ekspert i offentlig forvaltning, heller ikke på, at de ansatte kun er blevet lovet et midlertidigt job.

"Tag for eksempel Henrik Røjgaard, der er Ole Sohns (SF) nye spindoktor. Han har sagt sit gode job som politisk redaktør op (red. på Ritzaus Bureau), og du skal ikke bilde mig ind, at han har sagt farvel til et fast job for at få en korttids-kontrakt," siger næstformanden.

Men gjorde Venstre ikke præcis det samme, da partiet kom til magten i 2001?

"Jo, vi var ikke meget bedre. Derfor synes jeg også, at det er på tide at ændre reglerne. Hvis vi har et sæt regler, som ministrene bare finder veje til at omgå, må vi have ændret reglerne," siger Kristian Jensen.

DF: Statsministeren må forklare sig

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti vil tage sagen om de særlige rådgivere op med statsministeren, der selv har et job slået op på job-i-staten.dk.

Helle Thorning-Schmidt søger en særlig rådgiver. Ansøgningsfristen er den 18. okotober klokken 12.00.

Jobbet er altså slået op, selvom alle heriblandt det politiske nyhedssite altinget.dk regner med, at det job allerede er besat af Noa Redington, der siden 2008 har været statsministerens særligt betroede medarbejder.

Må I ikke bare vænne jer til, at spindoktorer er en del af den politiske virkelighed anno 2011?

"Jo, til en vis grad. Men når statsministeren udvider antallet af spindoktorer, så dramatisk som hun gør det, så må vi i det mindste have en debat om det," siger Peter Skaarup, der selv har brugt sin sekretær, Allan Lønborg, som pressekontakt.

Ikke så dumt som Frank Jensens fejl

Venstres næstformand tager ikke sagen helt så tungt som kollegaen i Dansk Folkeparti.

"Spindoktoren ryger jo ud den dag, ministeren ryger ud. Han eller hun bliver ikke siddende som embedsmand i ministeriet. Derfor er det efter min mening ikke så slemt, som da Frank Jensen dummede sig."

"Men der er jo ingen grund til, at vi spilder hinandens tid. Som reglerne er i dag, er det jo både ansøgerne og ministeriet, der skal foregive at læse alle ansøgningerne, der spilder tid på en ansættelsesprocedure, der ikke er reel," siger Kristian Jensen. 

Ingen kommentarer

Ved redaktionens afslutning har Avisen.dk ikke fået regeringens svar på oppositionens kritik. Hverken skatteministeren eller udenrigsministeren har reageret trods flere henvendelser.

Forsvarsministerens pressefolk henviser til Personalestyrelsen under Finansministeriet. 

De tre ministre har alle ansat midlertidige spindoktorer.

faktaboks

Aflønning af særlige rådgivere:

 

Statsministerens spindoktor:

Max 1.040.000 kroner

Udenrigsministerens spindoktor:

Max 920.000 kroner

Vice-statsministerens spindoktor:

Max 920.000 kroner

Finansministerens spindoktor:

Max 920.000 kroner

Spindoktorer for ministre i Koordinations- og Økonomiudvalget:

Max 835.000 kroner

Spindoktorer for øvrige ministre:

Max 735.000 kroner

 

Kilde: Finansministeriet