Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

DF kræver svar fra Mette F.: Hvor skal pengene komme fra?

21. jul 2020, 13:28
DF-formand Thulesen Dahl beder statsminister svare på, hvordan 4,5 milliarder ekstra årligt til EU betales.

Danmark står til at skulle betale cirka 4,5 milliarder kroner ekstra om året til EU. Statsminister Mette Frederiksen (S) har henvist til, at de skal findes i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger.

Men det bliver svært, vurderer Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti.

- De penge, vi ekstra skal betale til EU, er et meget stor beløb i en finanslovssammenhæng. Ofte når man forhandler finanslov, så taler man om, at der skal bruge et par milliarder på at få forligene på plads, siger han.

DF-formanden mener, at de 4,5 milliarder kroner er en meget stor post at have liggende på forhånd.

- Det er en stor omgang, og derfor synes jeg, at Mette Frederiksen, der har indgået forliget, bør svare på, hvor hun mener, pengene skal komme fra, siger Kristian Thulesen Dahl.

Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, skriver på Twitter, at der ved sidste års forhandlinger var omkring tre milliarder kroner at fordele.

Tirsdag morgen indgik EU's 27 stats- og regeringschefer en aftale om EU's budget for de kommende syv år samt en milliardpulje til genopretning efter coronakrisen.

Den samlede pris lyder på 1824,3 milliarder euro.

Finansministeriets foreløbige beregninger viser ifølge Jyllands-Posten, at Danmarks bidrag stiger med omkring 4,5 milliarder årligt. I den nuværende budgetperiode fra 2014 til 2020 lyder den årlige regning i runde tal på 20 milliarder i gennemsnit.

Efter topmødet blev statsministeren spurgt, hvor de ekstra milliarder skal komme fra.

- Det tager vi til finanslovsforhandlingerne, sagde Mette Frederiksen.

Skulle Kristian Thulesen Dahl finde pengene, ville han først fokusere på flygtningestramninger.

- Det er ikke nogen nem øvelse, men der er ingen tvivl om, at jeg mener, at man bliver nødt til at kigge på de omkostninger, der er til specielt ikkevestlige udlændinge i Danmark.

- Ved sidste finanslov blev der brugt trekvart milliard ekstra på udlændinge i Danmark, og dem kunne man starte med at rulle tilbage, siger han og beder statsministeren melde klart ud, hvor der skal skæres for at finde pengene.

Jan E. Jørgensen, der er EU-ordfører for Venstre, påpeger over for B.T., at det ikke er helt entydigt, at Danmark skal finde 4,5 milliarder ekstra om året.

- Nogle af de penge kommer jo tilbage på andre måder, så det er altid lidt svært at forholde sig til.

- Spørgsmålet er, hvor mange penge vi egentlig skal finde, men det må vi se på. Vi har ekstremt stor værdi af at være i EU's indre marked, siger han til mediet.

Venstre-ordføreren frygter, at regeringen og dens støttepartier vil hæve skatter for at hive nogle at pengene hjem.

/ritzau/