Børnenes ve og vel bliver igen brugt som et alibi for at lempe udlændingepolitikken.

Det mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Meldingen kommer, efter at S-regeringen, De Radikale, SF og Enhedslisten er blevet enige om, at børnefamilierne kan forlade Sjælsmark senest til april næste år.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Først "Børnetilskud" og nu "Børnene ud af Sjælsmark". Regeringen og deres støttepartier har det søreme med at bruge børnene som alibi, når der lempes på udlændingepolitikken! Sig det nu som det er:

- I forhøjer ydelserne til indvandrere og giver afviste asylansøgere forbedrede forhold, så de får endnu mindre grund til at rejse hjem. Udlændingepolitikken skrider!, skriver Thulesen Dahl på Facebook.

Til Ritzau uddyber Thulesen Dahl:

- Der er ingen tvivl om, at jo mere, i citationstegn, normale forhold, man laver for de her familier, jo længere væk vil de være fra at rejse hjem.

- Vi har her at gøre med afviste asylansøgere. Det er folk, der ikke er flygtninge. Det er folk, der har fået behandlet deres sag i flere instanser, og de har fået at vide, at de ikke er flygtninge, men migranter, og at de skal rejse hjem.

- De forbryder sig mod de danske regler, og belønningen er så, at de får bedre vilkår. Det dur simpelthen ikke.

Med børnetilskud henviser han til et midlertidigt børnetilskud. Det skal fungere som et økonomisk plaster på såret for trængte familier, der modtager integrationsydelse eller er ramt af kontanthjælpsloftet.

Tilskuddet til børnefamilierne skal gælde, indtil S-regeringens ydelseskommission er kommet med sit bud på, hvordan ordninger som integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet skal indrettes fremover.

I forhold til Sjælsmark er det uvist, hvor børnefamilierne nu skal flytte hen. De skal bo på et nyt udrejsecenter. Regeringen forpligter sig til at præsentere en konkret placering senest i december.

På det nye udrejsecenter kan børnefamilierne selv lave mad og spise den i egen bolig, og når de kigger ud af vinduet, er det ikke længere med udsigt til et højt hegn.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) afviser, at regeringen lemper udlændingepolitikken.

- Jeg betragter det hverken som en lempelse eller en stramning. Vi har et ønske om, at afviste asylansøgere skal rejse ud, og det kommer vi til at arbejde for. Men vi kan bare konstatere, at det er med at skabe så trøstesløs en tilværelse for børnene, det virker ikke.

- Derfor gik vi også til valg på at tage os noget bedre af børnene, siger ministeren.

/ritzau/