DF bekriger polakker: Kræv arbejdstilladelse

11. jun 2012
EU bør genindføre krav om arbejdstilladelse for østeuropæiske arbejdere i resten af Europa, mener Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Det skal være slut med fri bevægelighed for arbejdstagere i Europa.

Østeuropæere kan nemlig ikke finde ud af at overholde reglerne på det danske arbejdsmarked, og derfor skal kravet om arbejdstilladelse genindføres for blandt andre polakker og bulgarere.

Det mener Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt.

"Vi skal slå langt hårdere ned på ulovlig arbejdskraft fra østlandene. Vi bør overveje at genindføre krav om arbejdstilladelse, indtil der er styr på tingene. Det mindsker risikoen for snyd og svindel,” siger han til Avisen.dk.

Forslaget kommer i forlængelse af Dansk Folkepartis offensiv mod østarbejdere i forbindelse med 1. maj. Her foreslog partiet blandt andet at smide østarbejdere, der har job i brancher, hvor danskere går arbejdsløse, ud af landet.

De må gerne være med

Hvad er din generelle holdning til østarbejdere i Danmark?

”I det omfang østeuropæerne spiller efter vores regler, er det helt fint, at de er her. Men de arbejder også ulovligt, og de arbejder på ringere vilkår, end hvad der gælder for danskere. Hvis de vil være her, skal de følge danske lønninger og arbejdsvilkår.”

Men hvis man pålægger østeuropæere et krav om arbejdstilladelse igen, så er det vel i strid med EU-reglerne om fri bevægelighed?

”Det betyder ikke, at de skal ud af det europæiske fællesskab. De kan sagtens være fuldgyldigt med i det indre marked, for problemerne knytter sig ikke til handel med varer. Det er nogle særlige problemer, der knytter sig til arbejdstagere."[pagebreak]

"Dermed ikke sagt, at det skal være umuligt for østeuropæere at arbejde i Danmark. Det skal bare ske efter danske vilkår. Det er fint, hvis en bulgarer vil køre bus i Danmark. Så skal han bare også køre lovligt.”

Kriminalitet og lønpres

Hvordan oplever du samarbejdet med østeuropæiske kolleger i Europa-Parlamentet?

”Østeuropæerne står fast på deres rettigheder. De kommer jo efter højere løn. Hvis de østeuropæiske parlamentarikere accepterer begrænsninger i den fri bevægelighed, bliver de ikke populære på hjemmefronten."

"Det er en øst-vest-konflikt, som vi også ser i forhold til grænseoverskridende kriminalitet. Det er et udtryk for, at østudvidelsen er sket på trods af enormt store økonomiske skel. Det skaber store problemer for de oprindelige EU-medlemslande i forhold til kriminalitet og lønpres,”

Er der nogen bestemte sager, der har været afgørende for din holdning på området?

”Jeg får mange henvendelser fra blandt andet fagbevægelsen, der er bekymret. Der er et utal af sager om løntrykkere.”