Det skal du hedde for at tjene kassen

7. maj 2013, 09:17
Medarbejdere med korte navne tjener i gennemsnit mere end kolleger med længere navne, viser ny amerikansk undersøgelse.

Bo, Ole og Rikke er bedre navne end Rasmus, Mathias og Nicolai. I hvert fald hvis du gerne vil have højere løn.

Det er den overraskende konklusion i en ny amerikansk undersøgelse, skriver Huffington Post.

Den amerikanske jobportal TheLadders.com har fundet en sammenhæng mellem længden af medarbejderens fornavn og vedkommendes løn - på baggrund af næsten seks millioner mennesker i portalens database.

For hvert ekstra bogstav i fornavnet falder årslønnen angiveligt med 20.000 kr.

Der er ikke umiddelbart nogen klar forklaring på tendensen, men tidligere har anden forskning vist, at personer med usædvanlige navne har det sværere i forbindelse med jobsøgning.

Den overraskende sammenhæng mellem navn og løn fører dog ikke til noget råd om at skifte navn som jobansøger.

Jobsøgningseksperten Amanda Augustine fra TheLadders siger, at det bedste, man selv kan gøre som jobsøger, er at bruge det samme navn i alle sammenhænge.

Kilde: Huffington Post