Tæt på verden: Det koster at sende medarbejdere ud af landet

11. jan 2013, 11:22
Det luner i mange fattige landes statskasser, når gæstearbejdere sender penge hjem, men fordelen er på værtslandets side, siger Vietnam.

Vietnamesiske arbejdere i udlandet sendte i 2012 hele 60 milliarder kroner hjem til familien, hvilket udgør 8 procent af landets samlede nationalprodukt. Et så stort beløb turde gøre landets økonomer lykkelige? Nix. Det koster landet formuer at have så mange gæstearbejdere ude i verden. Vietnam har 400.000 borgere i jobs udenlands.

Eksport af arbejdskraft er en kæmpe business for mange lande, fordi folks ender penge hjem til deres familier. Mennesker er en eksportvare. Udviklingslande skaffer sig på denne måde 2,2 billioner kroner i indkomster, oplyser Verdensbanken. På toppen af dette eksportmarked er Indien med 400 milliarder, Kina med lidt mindre, Filippinerne og Mexico med hver 135 milliarder og Nigeria med 118.

Vietnam

Opgjort i penge mener vietnamesiske økonomer, at landet mister potentiel omsætning i eget land for op til 1,2 billioner kroner om året afhængigt af den timeløn, man regner efter. Lavt sat er tallet "kun" 500 milliarder. Indtægterne går sådan set til værtslandets økonomi og ikke til gæstearbejdernes hjemlande.

At være nødt til at eksportere arbejdskraft viser, hvor lavt landets udviklingstrin er. Virkeligheden er, at lande hvis arbejdere sender mange penge hjem typisk har lavere nationalprodukt pr. indbygger end andre i regionen. Og så er der de sociale omkostninger for Vietnam ved ikke at kunne skabe nok arbejdspladser til sin egen befolkning.

I tilfældet Vietnam er der en livlig eksport af kvinder, der gifter sig med udenlandske mænd af økonomiske årsager.  De flytter derefter til andre lande og er for evigt tabte for landets økonomi og udvikling, påpeger økonomer refereret i Viet Nam News.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.